Hands On!

Hej igen alle sammen.

Det er torsdag aften, vi har haft fri i dag, og vi har brugt dagen på at sove en smule længe og lidt af hvert. Andreas og jeg brugte en del tid på at finde et vaskeri, der ikke tog vild overpris for at vaske vores tøj, et sted vejede de det også til hele 27 kg, i Thamel, for vi er allerede lidt trætte af at vaske vores tøj i hånden. Der er så meget luftforurening og støv i luften, at vores tøj bliver ret snavset bare ved at vi går rundt uden for platformen i det, og vi sveder så meget, så det er helt vildt svært at få rent. Det lugter underligt, selv om det er blevet vasket! Derfor har vi nu fundet en mand og en maskine, der klarer det for os i denne omgang.

I dag er begyndelsen på Dashain, en ti dages festival, hvor man hylder gudinden, der dræbte djævelen, og som desuden er lige før rismarkerne skal høstes. Det betød blandt andet, at vores frokost begyndte med et ritual, hvor den ældste kvinde her på platformen sad på gulvet med røgelse, lys, blomster og små statuer af gudinden. Vi gik alle sammen om til hende og fik en tikka, som er en rød dut i panden, der nogle gange bare er rødt pulver, men andre gange, som her, er en underlig, rød, klistret masse, der bliver sat i panden på en. En tikka er ofte noget man også får, når nogle drager væk, da det betyder noget godt, som Manosh forklarede det for mig, for eksempel held og lykke. Vi fik også en blad med rødt pulver i håret, nogle bånd om halsen eller armen, et lille stykke banan og fem rupees i hånden. Bagefter var der lidt mere festmåltid end sædvanligvis – der var tørret frugt i risen, og der var kød! Kød spiser man meget af under Dashain.

På grund af Dashain har vi haft fri i dag og til dels i morgen, da vi ellers skulle være i gang med vores Hands On projekter. Under mit Hands On projekt, der har varet mandag-onsdag, var jeg tilknyttet en organisation, der hedder HomeNet. Hands On gik ud på, at vi alle skulle ud til forskellige organisationer og være frivillige. Igennem HomeNet blev jeg, sammen med resten af gruppen, sendt ud til en offentlig skole, der lå to timers offentlig transport fra platformen i Kathmandu. Jeg har spurgt tusinde gange, men kan simpelthen ikke huske, hvad byen, som skolen lå i, hed. Efter vi var stået af bus nummer tre på vej der ud, skulle vi gå gennem rismarker og op af mudrede stier i ca. 20 minutter for at komme til skolen. Det gjorde, at vi skulle afsted allerede halv otte og først var hjemme halv syv om aftenen, så det var virkelig lange dage.

Den første dag var begge os HomeNet-grupper på den samme skole. Vi kom der ud og fik først en velkomst af skoleinspektøren, der var en lille sjov mand, der sagde ’hmm’ en masse og ikke rigtigt talte engelsk. Det gjorde ingen. Ved ikke hvor engelsklæreren var. Mange af de større børn snakkede næsten bedre engelsk end lærerne. Sådan er det generelt her i Nepal, hvis man skal spørge om vej eller noget på engelsk, skal man gå efter de unge. Efter den lille velkomst skulle vi med ud til morgensamling i gården, hvor hele skolen stod og hørte på en lærer (der, trenge, FULDSTÆNDIG lignede en nepalesisk Abraham - han havde overskægget, smilet og vesten!) der holdte tale for børnene. De sang også nationalsang og lavede meget lidt morgengymnastik. Pludselig sagde han, at vi skulle præsentere os selv for hele skolen med navn, land, uddannelse og hobby. Så det gjorde vi. Og bagefter fik vi tika og det hele. Det var noget af en velkomst.

Vi skulle starte med at ”manage the library”, og det var der god grund til. Det var helt vildt støvet, bøgerne var der intet system i, og i et hjørne lå der tæpper og plader smidt i en stor bunke. Dem fik vi ikke lov til at flytte. Men vi brugte hele dagen på at sætte bøgerne i orden og gøre rent. Og det gjorde godt nok en forskel!

Til frokost gik vi lidt væk fra skolen og jeg fik kyllingemomos, som jeg synes var ret gode. Jeg prøver lidt at holde mig fra kød her nede, da der er så mange vegetariske alternativer, og kød bare sjældent er super fedt her, men nogle gange spiser jeg det, hvis der ikke lige er andet jeg kan tåle.

Da vi var færdige havde vi en times tid tilbage til klokken var fire og vi gik ind i en klasse med nogle store børn. En pige sang for os nogle gange, og Bandana havde været oppe og danse. Det betød bare, at de her børn rigtig gerne ville have Andreas op og synge og mig op danse. Det endte med at en nepalesisk pige sang en sang og vi dansede boogie og haveslange til. Det var super.

Vi har først hjemme halv syv om aftenen, fordi transporten tog så lang tid. Igen dagen efter var vi tidligt afsted og da vi ankom blev vi sat til at kalkmale deres hal. Den skulle være rød uden på, og det ville Emilie og jeg starte på. Det var bare svært at vide hvad vi skulle, når alle mændene omkring os kun snakkede nepali og de endda grinte lidt af os, da vi bare prøvede at komme i gang. Det var super irriterende. Men vi endte med at få det gjort, men det var igen et større projekt end de havde regnet med, og det tog hele dagen, kun afbrudt af kyllingemomos. Til sidst på dagen var i igen inde i en klasse og snakke lidt med dem, med det var mest nogle af de nepalesiske piger, der dansede og havde det sjovt. Vi har ret udkørte og ville egentlig gerne hjem!

Onsdag var den sidste dag, og på grund af Dashain var der ikke rigtigt undervisning på skolen, men de havde et show hvor nogle forskellige børn skulle opføre nogle danse, læse et digt, synge en sang og opføre et lille teaterstykke. Derudover havde de regnet med at vi, især Emilie og jeg, skulle opføre en ting foran skolen. Det var jeg ikke meget for… Men det endte med, at Emilie og jeg besluttede os for at opføre ”Jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave..” sangen – jeg dansede og Emilie sang. De var vist en smule skuffede…. Men så var det overstået.

Inden showet sad vi og ventede i halvanden time på en bænk i skolegården og børnene flokkedes rundt om os – de var super søde og ville rigtig gerne høre hvad vi hed og røre ved vores hår.

En lille pige, som endte med at blive rigtig glad for både Emilie og jeg, pillede rinsten af sin trøje og prøvede at sætte dem fast i panden på sig selv og mig. Vi fandt senere ud af at hun var Dalit, nederst i kastesystemet, og ikke havde råd til en skoleuniform.

Det var helt klart en oplevelse, jeg kommer til at huske i lang tid, men det var også hårdt at rejse langt hver dag, i busser der ikke kan sammenlignes med dem i Danmark, og uforudsigeligheden og det at man ikke forstod noget af det folk sagde.

Det er blevet fredag imens jeg skrev indlægget her (jeg har ikke skrevet i 24 timer, men delt det op i to….) og i dag er Jahans fødselsdag! Jeg stod op med Martine kl. 7 og lavede banapandekager, som vi vækkede ham på sengen med. Senere var vi ude og hente vores tøj i Thamel, som til vores store glæde er blevet ret rent og endda er tørt. Nu skal vi op og lave præsentationer af vores Hands On dage og i aften tager vi ud og spiser og fejrer Jahan.

Håber stadig alt går godt der hjemme! Mange kys Kathmandu.

Her er der et udsigtsbillede over Kathmandu. Over for platformen ligger en forladt bygning, der ikke er bygget færdig, og forleden gik Andreas og jeg op på toppen for at se udsigten. Det tog pusten fra mig, det var helt vildt smukt.

Her er et billede af mig sammen med nogle af de søde børn, der gerne ville hjælpe med at male skolens hal. De var også tossede med min iPhone.

Det her er Tito! Hun fletter fingre med Emilie. Hun var fandeme sød.

Og her er en pige, der danser en traditionel dans. Hun snakkede ikke rigtigt engelsk, men plaprede løs på nepalesisk til os. 

I was mugged by a monkey.

Hej igen alle sammen. Her kommer opfølgningen:

Sidste weekend var en virkelig god weekend! Lørdag tog vi danskere samlet til Thamel, drengene og Ida Emilie satte sig på Himalaya Java (Nepals svar på Starbucks) og bestile morgenmad, og jeg og resten af damerne gik oven på og var med til vores første yogatime. Det var Gitte, vores træner, der havde anbefalet stedet – og det var også super lækkert! Så der var vi igen i denne uge til hatha yoga, og vi har købt et titurskort.

Bagefter tog vi to taxaer mod Abetemplet, som det bliver kaldt på grund af det store antal aber, der render rundt, og fordi det er så svært at udtale dets egentlige navn (som jeg også har glemt lige pt.), og det er blandt andet kendt for den smukke udsigt over Kathmandu, da det ligger ret højt.

Vi blev sat af ved trapperne, som pilgrimme, der tager til templet, går det sidste stykke op af. Der er ret mange, og de er ret stejle, men de giver også en smuk oplevelse, fyldt med aber og bedeflag og en langsomt smukkere og smukkere udsigt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Andreas og jeg ofte er dem, der har det varmest, når vi går op af stejle ting. Hvilket var grunden til, at de andre var lidt foran os på vej op, og vi valgte at holde en lille pause på vejen, hvor jeg kunne drikke lidt af min nykøbte cola. Jeg var bare ikke den eneste, der gerne ville have den cola – det ville en af aberne også. Hvilket resulterede i, at jeg først opdagede en abe stirre ubehageligt meget på mig, før den i fuldt firspring løb mod mig, sprang op på mit skød og prøvede at vriste colaen fra mig. Jeg prøvede at kaste flasken fra mig, men da aben allerede havde fat i den, blev det bare til at jeg spildte en masse cola ud over Andreas ved siden af mig. Aben havde godt fat i min arm og min cola, og til sidst fik jeg svunget aben af min arm, den med colaen i sin hånd, som den bagefter væltede og drak, da det løb ud af flasken. Stakkels abe, der sandsynligvis fik sukkerchok!

Ærlig talt blev jeg en kende nervøs efter alle Reimers, som jeg jo havde mødtes med i Thamel, dødshistorier om rabies – og den første vagt jeg mødte, som spurgte hvad der var sket, eftersom Andreas og jeg var ret oppe og køre, da vi fortalte det til de andre, nævnte også rabies ret hurtigt. MEN er glad for at kunne sige, at jeg hverken er blevet skør, har fået hukommelsestab, fråde om munden eller er blevet bange for vand.

Selve Abetemplet var en stuppa, ret lig Boudhastuppa, men udsigten var fantastisk og især babyaberne var nu utrolig søde at kigge på.

Bagefter gik vi ned på den anden side af templet end der hvor vi kom gående op af, og vi gik selv tilbage til Thamel. Her spiste vi på OR2K, og jeg måtte sende en lækker, vegansk pizza væk, fordi den var fyldt med ost. Deres pastaretter med oliven og basilikum er heldigvis også lækre.

Søndagen ville vi næsten alle sammen ud og vandre, og gerne lidt uden for Kathmandus kaotiske, larmende og forurenede gader, som man kan blive lidt træt af i længden, og Andreas og jeg besluttede os derfor for, at vi skulle tage til Shivapuri National Park dagen efter. Vi stod op og spiste morgenmad klokken syv for at komme tidligt afsted. Vi havde hørt, at vi kunne tage taxaer, så vi fandt to og bad dem om at køre til et sted, hvor vi gerne ville starte med at gå fra. Det resulterede bare i en ret kort taxatur og vi befandt os kun i Thamel. Det tog lang tid at forklare chauførerne hvor vi egentlig ville hen, og da de fandt ud af det, fik de et godt grin over det, fordi det lå så højt oppe, lidt langt væk, og man normalt ikke tog en taxa så langt. Alligevel blev vi enige om 1000 rupees for hver taxa, og vi kørte afsted. Jeg var havnet i taxaen med Bjørg og Therese – og den sindssyge taxichauffør. Hvilket er meget sagt! Generelt kører taxaerne helt vildt her nede, men for første gang blev jeg ret nervøs – han grinte nogle gange højlydt lige pludselig, klappede i hænderne, og bankede sin ryg tilbage i sædet, i mens han kørte om kap med den anden taxa og alle andre biler på vejene. Det eneste tidspunkt han satte tempoet ned, var da han kørte forbi nepalesiske kvinder, lænede sig hen over Bjørg for at sige kliklyde af dem, vende sig mod os og sige ”sexy!” Han var helt sikkert super skør, men han var også sjov og efter en lang tur, og en taxi, der var gået i stykker, endte vi ved Shivapuri.

Vi mødte nogle andre tourister, der ville gå til et buddhistisk nonnetempel, og vi tænkte det lød godt, så vi gik lidt efter det. Klokken var blevet ret mange, selvom vi tog tidligt afsted, og det blev hurtigt rigtig varmt at gå op af bjerget Shivapuri. Men det var også utrolig fascinerende, vi gik forbi flere små vandfald, skoven var tæt og grøn, og der var stejle klinter, mange sommerfugle og helt sindssygt farvede græshopper. Desuden begyndte udsigten at blive smukkere og smukkere jo længere vi kom op – desværre havde det regnet tidligt om morgenen og det var meget tåget rundt om bjerget. Vi kom forbi et skilt, der sagde Shivapuri Peak, så vi gik op af mange trapper, og endte ved et tempel, ved hvad vi troede var toppen (men sandsynligvis ikke var det) og vi spiste vores kiks og anden proviant under et træ fyldt med bedeflag, med en smuk udsigt ud over bjerget og Kathmandu forstaderne, og desuden en lille pose fyldt med sort hår, sandsynligvis fra nonner eller munke, der har klippet sig skaldet.

Vi fandt vist ikke nonnetemplet, men vi kom senere gennem en samling af huse, og her var der et guesthouse, der så meget lukket ud. Men der var en dreng og hans mor, som sagde, at de gerne ville lave noget Dhal Bhat til os (ris med linsedhal – som forresten er helt tynd suppe her, og ikke tyk som vi plejer at lave det). Det var helt vildt stærkt, men også helt vildt lækkert efter at have vandret op af Shivapuri meget af dagen – og udsigten, når den skyagtige tåge forsvandt, var helt vildt smuk, vi kunne se ned langs af bjergsiden, med en masse trin af rismarker under os og husene langt væk. Det tog næsten pusten fra os.

Bagefter gik vi ned af, og efter en del timer og afstikkerruter, var vi ved en by ved foden af bjerget. Vi spurgte ret meget om vej, og vi endte med at få hjælp af nogle nepalesiske skolepiger til at finde en bus, der kunne tage os til Kathmandu tæt på platformen. Så nu har vi kørt med offentlig bus! Som er sindssyg billig, og resulterede i, at vi til dels måtte sidde på skødet af hinanden.

Hele denne her uge har handlet meget om undervisning, vi har haft om development og social change og vi har været ude og besøge forskellige NGO’er, fx Action Aid, som Global Platform jo er en del af, Activista og FEDO – Feministic Dalit Organisation. I den forbindelse har vi også lært om kaster, hvilket jeg havde glædet mig ret meget til. Jeg har aldrig tænkt over det, men os danskere tilhører i virkeligheden de urørlige, the outcast, som alle europæere og kristne gør. Kastesystemet blev afskaffet i 70’erne, husker jeg det som, men alligevel fylder det stadig meget i dag, og Dalitterne er dem uden for kasterne, som oplever rigtig meget diskrimination – især kvinderne.

I går forberedte vi desuden vores næste modul, Hands on. Her skal vi ud og være frivillige og jeg er kommet i et gruppe, hvor vi skal arbejde for organisationen HomeNet med at restaurere og pynte nogle skoler. Det bliver forhåbentlig sjovt. Vi skal bare helt vildt tidligt afsted.

Vi har faktisk brugt hele dagen i dag, lørdag, efter vi kom hjem og spiste frokost, på at slappe. Andreas og jeg skulle have et powernap, der blev til en lur hele eftermiddagen. Så i dag får vi ikke lavet så meget. Vi finder nok på noget sjovt i morgen.

Som altid håber jeg, at alle der hjemme er sunde og raske og har det godt! Jeg tænker meget på jer, kan i tro, i mens jeg går rundt og sveder her i varmen. Nu kalder City Center, jeg mangler soyamælk.

Tusinde kys fra Nepal.

P.S. Vi fandt på noget sjovt i dag, søndag - Bjørg, Ida-Marie og jeg tog til en virkelig god yogatime i morges, drak te og læste på Himalaya Java, mødtes med drengene og nogle af de andre piger. I løbet af ugen har alle pigerne, bortset fra Martine og jeg, fået lavet piercinger i ørene, jeg havde det dårligt den dag de fik lavet det. Så i dag var det min tur! Så nu har jeg tre huller i venstre øre i stedet for to! Ida holdte mig i hånden, og det var ikke så slemt som jeg havde frygtet.... 

Aben, der overfaldt mig og stjal min cola.

Andreas, der ligner aben, der overfaldt mig.

Udsigt af rismarker ved Shivapuri.

Stuppaen ved Abetemplet.

Chitwan!

Åh altså, søde venner, gode familie, savnede folk i Danmark, det er lang tid siden jeg har skrevet noget her på bloggen – men hvor er der sket meget! Så derfor har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde.

Lige nu sidder jeg på værelset. Min roomie Oshin er igen taget hjem i weekenden – det gør hun faktisk hver weekend, så jeg har det for mig selv. Jeg er blevet rigtig glad for at have hende som roomie, mange af de andre danskere har nemlig nogle problemer med deres roomies, fordi de enten går ret meget forbi hinanden og fordi de står så tidligt op. Oshin går næsten altid i seng efter jeg er faldet i søvn, hun sover helt til morgenmad næsten hver dag, hun er sød, OG hun gjorde rent på vores værelse i denne her uge, da vi havde rengøring af fællesarealerne og jeg var helt vildt rammet af allergi og havde det dårligt – så der er dejlig problemfrit! Men det betyder ikke, at vi ikke har vores del af kakelaker på badeværelset... Bjørgs værelse har været ret angrebet af kæmpeedderkopper, der er helt vildt hurtige. Synes jeg var så heldig, at jeg ikke havde haft det problem. Det var indtil i foregårs aftes, da vi lå på mit værelse alle sammen, og Andreas måtte ramme kæmpeederkopper, der er latterlig hurtige, med mine Adidas. Desuden vågnede jeg med en springedderkop i hovedet forleden. Håber virkelig min fobi bliver udfordret af at være her... 

Klokken er halv tolv og jeg har lige taget et bad med stearinlys, da her er powercut lige nu, efter en meget tidlig frokost. Vi danskere var nemlig oppe allerede 04.30 i morges (i nat…) da vi har været til Kathmandu Marathon! Det skulle have startet kl. 6, men som meget andet her var det på Nepali-time (faktisk fik de først sat boder med vand osv. op efter vi var kommet) og vi kom først afsted lidt over syv. Men nå ja, jeg føler det er super cool at vi har været med til et maraton, men sandheden er, at vi løb 5 km-turen. ”Løb”…….. Astma, dårlig kondi, høje luftlag og luft fyldt af smog gør det svært at løbe 5 km ud i et. Men det var en fed oplevelse! Nu er vi helt vildt trætte efter at have været tidligt oppe, så vi slapper af i dag, ser måske en Bollywood film i en biograf i aften, det har vi hørt skulle være helt vildt sjovt at se.

I går aftes var vi på en restaurant kaldet Places, sammen med vores træner Gitte, som vi også løb med i dag, de andre danskere, der er volontører, som er her på platformen i en måned, og deres træner Mikkel. Vi fik lækker mad – de havde små mærker der viste, om maden var vegansk OG om der var nødder i! Smart. Jeg fik vegansk bønnesuppe med hvidløgsbrød og et glas hvidvin. Der var en pakistansk DJ, der spillede senere på aftenen, så vi fik danset rigtig meget i går. Alligevel, og det er det smarte ved det Nepalesiske byliv, var vi hjemme omkring kl. 23.

Maden her på platformen er stadig lige så ensformig, som den hele tiden har været. Hver dag, to gange om dagen, spiser jeg ris, pandebrød og en sammenkogt ret med en masse grøntsager  - men alligevel er jeg ikke blevet træt af det! Tværtimod glæder jeg min nærmest til frokost og aftensmad hver dag.

I sidste uge var vi i Chitwan, og det var en helt vildt smuk oplevelse. Det er et område, hvor der er en stor nationalpark (på størrelse med Lolland mener jeg…), som der lever mange forskellige vilde dyr i, blandt andet elefanter, næsehorn, tigere, og det ligger cirka seks timer væk i bus. Vi tog tidligt afsted sidste tirsdag, og efter at have brugt meget af dagen på at køre bjergkørsel og blive rystet til kuller bagerst i bussen, steg vi ud i en sindssyg lummer varme. Luftfugtigheden var endnu højere i Chitwan end den er her i Kathmandu og det var 10 grader varmere – mindst 35 grader, mener jeg de sagde. Derfor var vi rigtig glade, da vi så, at der var pool ved hotellet! Vi blev bare ret skuffede da vi kom i og vandet var lige så lummert som luften… Vi startede med at se lokalsamfundet i Chitwan med en guide, der fulgte os rundt og om aftenen så vi dem fremføre traditionelle danse, hvor de slog lange pinde mod hinanden, så de lavede rytmer til musikken.

Dagen efter var vi oppe før solen var stået op, for vi skulle ud og ro kano på floden gennem et stykke af nationalparken. Det var helt vildt flot at flyde på vandet i den stille morgen, imens vi så mange forskellige fugle, blandt andet en stork, og krokodiller. Vi stod af efter at have sejlet et godt stykke tid, for at gå ind i skoven/junglen. Deres skove er lidt en blanding af en vil jungle (som skov netop også hedder på nepalesisk) og tætbevokset skov. Det var meningen vi skulle se vilde dyr, men det blev ikke til så meget andet end hjorte tæt på for vores gruppe, og et næsehorn for den anden. Men det var alligevel en smuk oplevelse at gå gennem det vilde grønne i en lang række, i mens man kunne høre fuglefløjt, som man slet ikke er vandt til at høre i Danmark.

Vores hotel lå ud til en flod, og da vi kom tilbage vaskede de elefanter længere henne. Det var godt nok meget touristet anlagt, man kunne betale nogle hundrede rupees for at få lov til at komme op på elefanten at sidde, imens den sprøjtede vand på sin ryg med den snabel. Det gjorde Jahan og Kapil, og det så virkelig sjovt ud, men vi vidste at vi skulle ud at ride på elefanter senere den dag, så vi andre ville vente. Det var uanset hvad helt vildt at stå lige foran en stor (asiatisk, så ikke så stor), våd elefant. De er virkelig, virkelig smukke!

Senere på eftermiddagen skulle vi som sagt ud og ride på elefanter, men da vi kom frem (efter at bussen næsten kørte uden mig) begyndte monsunregnen, så vi endte med at sidde i læ under et stråtag i en times tid, for derefter at tage hjem med bussen igen. I stedet stod vi tidligt op igen dagen efter og kørte ud til elefanterne. Det var en elefant-safari, vi sad fire personer på hver elefant med en, der kunne styre den, og så vandrede den ud i skoven med os. Elefanten tog lange, langsomme skridt, der fik den ryg til at bevæge sig i lange ryk. På turen så vi aber (som nu snart næsten er hverdagskost), hjorte igen, påfugle, som var ret små, og denne gang fik jeg lov til at se et næsehorn, der lå og dasede i et mudderhul.

Jeg havde fået fortalt, at Chitwan skulle være et dejligt sted, for dagen før vi var taget afsted, havde jeg taget Andreas under armen, som min ”lad-mig-ikke-køre-med-taxa-alene-i-mørket-fyr” og mødtes med Reimer, fra mine efterskole, som var i Kathmandu i nogle dage efter at have været frivillig på et hospital i Chitwan. Det var virkelig syret at se en ven, fra Danmark, fra min efterskole, pludselig stå midt i Thamel og være høj og brun. Men det var sjovt og rart at drikke en kop kaffe med ham, og høre hans oplevelser. De gik hovedsageligt ud på motorcykelulykker og folk, der er døde af rabies. Lige nu trekker han med en ven og tager til Kina bagefter.

Her stopper jeg mit blogindlæg, da jeg kan se, at det ellers bliver alt, alt for langt! Resten kan i få i morgen. Kys fra Nepal.

Her er Andreas i en boghandel i Kathmandu. Får pladsmangel, bøgerne er billige, så jeg har allerede købt en god del....

En virkelig flot elefant, der lige er blevet badet!

Vi red på mange elefanter, her er Bjørgs gruppes elefant i en lysning, hvor vi så aber og hjorte.

Her er en sød ged og et pomelotræ hos nogle lokale i Chitwan. Vi har set vildt mange pomelotræer, men de bliver ikke solgt nogle steder!

Kano-selfie med Jahan. 

Tempel-abe-hike-ægge-tatoverings-uge

Hej alle sammen,

Jeg har det fandeme godt!

I søndags var vi ude og se et Boudha Stuppa og et tibetansk tempel - hvor der var ligbrændinger og aber overalt! Det var helt sindssygt. Og meget smukt! Og ret fedt at se forskellen på buddhisme og hinduisme.

I starten af denne her uge tog vi alle sammen, både trænere, nepalesere og os danskere, på hiking i nogle bjerge-agtige bakker. Vi tog en bus på nepali-time ud til nogle trapper, tusinde trin, som vi skulle gå op af, for at komme op til en kæmpe Buddha-statue af guld. Allerede det var sindssygt hårdt. Heldigvis gik vi tidligt på dagen, så det var stadig ret køligt og overskyet.

Vi gik videre fra statuen og begyndte på en ca. fire timers lang hike om mod Namo Buddha, som er et tempel/kloster, hvor der bor munke, på toppen af det her bjerg. Det er egentlig ikke bjergene vi gik i, for ifølge nepaleserne er det kun bjerge med sne på toppen, der er bjerge.

Det var en sindssyg smuk tur!!!! Vi kom både gennem skov og små afsides landsbyer, majsmarker og rismarker og stejle skrænter. Vi kom endda, midt i det hele, forbi en lille bitte skole med små børn, der havde munketøj på, der rendte rundt og legede. Udsigten var helt forbandet smuk og ikke som noget jeg før har oplevet!

Mange af de nepalesiske piger gik i cowboybukser og små klipklappere – var helt sindssyg glad for, at jeg havde investeret i et par vandrestøvler inden jeg tog afsted!

Da vi endelig kom til Namo Buddha var vi sindssyg trætte og smadrede. Vi fik tildelt værelser i deres guesthouse, og os danskerpiger fik værelse sammen.

Jeg fik mine første momos – men med kød, hvilket faktisk resulterede i en ikke så fed oplevelse. Men de smagte godt!

Efter at have slappet af gik vi til aftenmessen. Det var helt vildt syret at være med til en buddhistisk messe – det var vildt farverigt, larmende og sindssygt spændende at være en del af!

Aftensmaden foregik i en stor spisesal sammen med munkene – dhal bhat og momobrød.

Vi endte med at hygge på vores værelse, drengene også og nogle nepalesere, vi var vildt smadrede.

Dagen efter ville vi se solopgangen fra taget, så vi stod op halv seks. Det var den smukkeste udsigt, men efter at have frosset lidt og stirret mod øst i en halv times tid, gik det op for os, at solen var stået op, men gemte sig bag en sky. Vi sov videre indtil der var morgenmad.

Det foregik også i spisesalen med munkene. Det var den underligste blanding. Fire stykker hvidt toastbrød, peanutbutter, et æg, underlig te, som pigerne sagde smagte af varm mælk med sukker, og så kogte majs, der havde præcis samme konsistens som gummi.

Vi gik ned af bjerget allerede ca. halv ni. Vores gruppe gik hele vejen til en stor by, hvor Martine og jeg spiste med vores gruppes nepalesere det mest snuskede sted, jeg længe har set. Det var et mirakel (og Lactocare), der gjorde, at vi kom godt fra det.

Al maden her på platformen er det samme både til frokost og aften – ris, pandebrød og en sammenkogt ret. Men heldigvis smager det godt.

Vi går hele tiden med dækkede skuldre og knæ, mere eller mindre. Vi havde egentlig fået at vide, at det lidt var ens eget valg, men ret tidligt fortalte en af vores trænere, at vi skulle være tildækkede. Så det gør vi nu – for det meste. Hvilket resulterer i vildt meget sved hele tiden.

Jeg har shoppet vildt mange bøger - det er sindssygt billigt her nede.

Torsdag var crazy taxi tatoo egg-disease day.

Vi tog til Thamel efter undervisningen, fordi Jahan havde snakket med en træner, der kendte en tatovør, og han skulle have en tatovering. Vi kører altid i to forskellige taxier, men ingen af dem kunne finde stedet vi skulle hen, så vi blev væk fra hinanden og kørte rundt i små snuskede sidegader med en taxachauffør, der var vildt forvirret.

Tatoveringerne er sindssygt billige her, Jahan gav kun 150 kr. for sin. Imens han blev tatoveret, og efter at have stået i rummet med ham alle syv og kigget på, gik vi ud for at få noget mad. Vi endte med at spise burger et ”dyrt” sted – men det endte desværre med, at jeg fik spist noget med æg, og da vi havde hentet Jahan og fundet et supermarked med god chokolade, havde jeg det rigtig dårligt. De andre var søde, og vi fik fat i en taxa hurtigt. Desværre endte jeg i en taxi med en nybegynderchauffør, der ikke kunne finde vej og vi kørte en kæmpe omvej – igen. Så da vi endelig var på vej ned af vores gade, måtte jeg kaste op i siden af vejen. Resten af aftenen lå jeg i min seng. Det var social night, så nogle af de andre var med til lejrbål, men bagefter lå vi alle og hyggede på mit værelse. Det gjorde mig glad.

Igen i denne weekend var de fleste nepalesere taget hjem, inkluderet min roomie (som jeg for resten stadig ikke har snakket så meget med, men som er sød og som også studerer journalistik), og fredag tog vi i byen. Vi tog et vildt hyggeligt sted hen, os danskere og fire fra Nepal. De fleste stedet lukker allerede inden klokken tolv, men Manju havde en ven, der arbejder på en bar, så vi tog der hen. Der var høj livemusik og gratis øl til os. Det endte med, at vi var ude i ret lang tid. Det var en ret god aften.

I går havde vi touristdag og vi tog til Thamel og gik til Durba Square her i Kathmandu. Det er et gammelt område med vildt mange templer. Det var bare så sindssygt varmt og der var mange mennesker. Bagefter gik vi tilbage til Thamel og spiste på det fedeste sted – OR2K. Vi endte med at skubbe min roomies dobbeltseng og min sammen, og vi så alle sammen Harry Potter syv, del 1, inde hos mig.

I dag har vi stenet helt vildt – i aften tager til Buddha Stuppa, for vi har hørt det skulle være vildt smukt om aftenen. Nu er der snart aftensmad.

Jeg håber virkelig at alle har det godt der hjemme!!! Jeg savner jer, men nyder virkelig helt vildt at være her.

For resten har jeg fået et nepalesisk simkort, så hvis i af en eller anden nødgrund skal have fat i mig, er mit nummer: +977 9808017681

Tusinde kys fra mig <3

This happened.

Her er Jahan og Andreas foran Boudha Stuppa.

Therese og jeg er flotte med udsigt - og verdens hårdeste trappeopstigning bag ved os.

Og her er Martine med hiduistisk tempel og Kathmandu som baggrund.