onsdag den 15. oktober 2014

Eventyr i Pokhara!

Hola amigos y familía!

Det er et stykke siden jeg sidst har fået skrevet, men det er simpelthen fordi, der er sket så meget godt.

For to uger siden var der nemlig Dashain festival her i Nepal, hvilket betød friuge, hvilket betød Pokhara for os danskere!
Pokhara er den anden største by i Nepal og den ligger ca. 8 timer kørsel væk i turistbus – 10 med frokost og kø på bjergvejene… Som sagt havde Jahan fødselsdag fredag og ham fejrede vi på en fin restaurant, Mezze. Jeg var blevet halvsyg, men tog alligevel med i byen bagefter, hvilket jeg fortrød dagen efter. Vi skulle nemlig med en bus allerede halv syv fra Thamel dagen efter, og jeg var ikke på toppen. Heldigvis havde vi allerede fundet hotel i Pokhara, som viste sig at være et godt valg – selvom toilettet på Martine, Bjørg og mit værelse ikke virkede – da ejeren og en anden medarbejder var de sødeste mænd, som hjalp os med helt vildt meget.

Vi boede på Lakeside, den meget turistede del af Pokhara, meget tæt på en stor sø. Vi har ret bevidste om, at vi blev i det turistede, men der var simpelthen så dejligt. Det var befriende at kunne gå på gaden, ved siden af hinanden, og føre en samtale, hvor det i Kathmandu er en kamp at komme over vejen og hvor bilerne dytter konstant.

Jahan og Bjørg tog om søndagen ud og bungee jumpede og alle de andre tog med ud for at se dem gøre det – men  jeg blev hjemme, da jeg stadig var syg. Det tog meget af dagen, og vi lavede ikke så meget andet end at nyde byen og gå tur ved vandet om eftermiddagen.

På vores tredje dag i Pokhara havde vi lavet en aftale med en gut, der havde nogle både, om at vi skulle komme ned til søen klokken fem om morgenen. Vi sejlede ud på søen og så solopgangen. På grund af alle the hills rundt om søen og byen, gik der lang tid før selve solen kom til syne, men imellem skyerne kunne vi pludseligt se toppene af nogle af Himalayabjergene i Annapurna og det orange lys, der skinnede på dem. Og det var helt vildt smukt.

Jeg havde gået rundt og været en kende nervøs, og samtidig glædet mig, til tirsdagen. Andreas havde lang tid forinden fundet noget, der hedder Hearts and Tears i Pokhara. Det var en australsk gut, der havde startet det op og tilbød kurser i at køre på motorcykel. I et vildt forsøg på at komme ud af min comfortzone havde jeg meldt mig til kurset også. Jeg lånte cowboybukser af Martine og Andreas, Jahan og jeg tog til the Busy Bee, hvor de havde deres motorcykler og udstyr. Jeg var nervøs som en lille kat. Men ikke desto mindre hoppede jeg bag på en motorcykel og kørte ud til golfbanen, hvor vi skulle øve os. Motorcyklerne var seje og retro, og heldigvis ikke så store. Det var en nepaleser, der skulle oplære os, og han var super sød. Det viste sig slet ikke at være så slemt, da vi startede mildt ud og det egentlig ikke var så svært at holde balancen eller styre motorcyklen, som jeg havde troet. Vi brugte det meste af dagen på at køre rundt på banen og øve os – og det var først da vi skulle køre rundt på banen til sidst, og min motorcykel begyndte at gå ud uden at kunne startes igen, at jeg blev nervøs, for vi skulle nemlig ud på vejene og drengene var klar. Så jeg blev sur og hysterisk indtil jeg prøvede en anden motorcykel og det kørte meget bedre. Og jeg tog mig sammen. Det var jo gået fint – det var kun Jahan, der var faldet på græsset en enkelt gang.

Altså, endte jeg med at køre på motorcykel gennem den anden største by i Nepal og det var en sindssygt fed oplevelse. Jeg er SÅ glad for, at Andreas fandt på det, og at jeg hoppede med på idéen!

Pigerne var dagen før taget op til en eco village, som hotellet ejede, bortset fra Martine, der blev i Pokhara, og Ida Emilie, der var blevet i Kathmandu, så dagen efter mødtes vi med dem efter en halv times køretur i jeep, og kørte derefter til Nayapul, hvor vi skulle begynde vores fire dages trek i Annapurna.
Det viste sig at være de smukkeste omgivelser, vi kunne trekke i. Den første dag gik vi langs en flod til nogle tjekpoints – vi skulle nemlig have tilladelse og alt muligt for at komme ind i Annapurna Conservation Area, som heldigvis, på trods af Nepals skraldeproblemer, bliver passet ret godt på. Man kan for eksempel ikke købe vandflasker på turen, men får dem fyldt op rundt omkring.
Den første dag var hård. Og varm. Vi havde tænkt os at sove i Ulleri, men vi var kommet sent afsted, så vi overvejede at stoppe i byen før. Da vi kom til den, tænkte vi, at vi godt kunne gå videre, og at det nok bare var en times gang væk. ”Lige oppe ved den hytte dér,” sagde de lokale. Vi begyndte at gå. Det viste sig, at de var ca. to timer – udelukkende på stejle stentrapper op af. Det var helt vildt hårdt. Og smukt, da vi gik over hængebroer over floder med vandfald ved vores side. Andreas og jeg var bagerst igen, nå ja, og vi var tæt på at give op til sidst – jeg fik heldigvis lidt fornyet styrke, da det endte med at blive mørkt, og vi var kommet væk fra de andre, og jeg begyndte at tænke på leoparder, som sagtens kunne gemme sig rundt omkring. Heldigvis nåede vi Ulleri og de andre havde allerede fundet et guesthouse. Det var en fantastisk følelse efter den lange vandring, at smide sig på den lille seng. Det var super koldt efter solen var gået ned så højt oppe, og vores billige, falske fleecetrøjer og uldstrømper blev vi glade for. Samt kakkelovnen i det lille spiserum. Martine og jeg strækkede ud og gav massage og vi faldt hurtigt i søvn.

Desværre var de andre dage ikke helt lige så problemfrie – jeg vågnede op med ondt i maven dagen efter, og efter vi startede dagen, igen på trapper, gik der kun 20 minutter og Andreas og jeg var langt bag ud – og jeg kastede op ned af en bjergskrænt. Tænkte, at jeg nok havde spist noget, jeg ikke kunne tåle, men jeg fik det ikke bedre og kastede op fire gange i alt. Resten af dagen var Andreas en helt. Der var ikke andet jeg kunne gøre, end at blive ved med at gå – ingen mulighed for at blive kørt, kun Andreas der kunne hive og skubbe mig op af bjergene, gennem de smukke skove, langs åløbene og op af stentrinene. Da vi kom frem til Ghorepani efter seks timers vandring græd jeg af lettelse. Resten af aftenen frøs jeg og havde ret høj feber. Det var ikke sjovt.
De andre stod op klokken fem for at gå til Poon Hill morgenen efter og se solopgang – et udsigtspunkt med udsigt til alle de højeste bjerge i Annapurna. Jeg var ked af at gå glip af det. De kom tilbage og der var ikke andet end at gå til Ghandruk – den længste strækning på vores tur. Heldigvis var jeg så heldig at vandre med de sødeste venner. De rykkede nogle ting rundt og Therese endte med at gå med min rygsæk, så jeg ikke skulle bære på noget. Desværre nød jeg ikke rigtigt de smukke, regnskovsagtige omgivelser vi gik igennem så meget som jeg ellers ville. Men heldigvis nåede jeg at se toppen af nogle af bjergene på vores tur, og da jeg vågnede i Ghandruk dagen efter, lå jeg i sengen og kiggede ud af den åbne dør og kunne se morgensolen på det tiende højeste bjerg i verden.

Den sidste dag havde jeg det heldigvis en lille smule bedre og bar Thereses taske ned af alle trapperne igen – det var også den første dag med seriøst ømme ben. Vi følte os seje og var glade da vi til sidst endte ved Nayapul igen. Det var noget af det hårdeste, både fysisk og psykisk, jeg nogensinde har gjort.

Vi kom tilbage til Pokhara lørdag aften og søndag morgen stod vi op til en fin og solrig dag – hvor vi skulle ud og paraglide! Desværre var det en smule overskyet, så vi kunne ikke se bjergene, men dem havde vi også set rigeligt til på vores trekking. Paragliding var mega fedt. En fyr gav ret hurtigt en alt udstyret på, så snart vi kom op på toppen af en hill, og én for én blev vi spændt på store drageagtige faldskærme og da der kom god vind løb vi ud over skrænten. De fleste var blevet sendt afsted, og da det blev min tur ventede min fyr og jeg i ret lang tid på vind, hvilket gjorde at jeg pludselig blev en smule nervøs. jeg skulle trods alt løbe ud over en skrænt. Jeg fortalte min guidefyr, at jeg havde taget en køresygpille, og det fik ham til for en sikkerhedsskyld at finde en brækpose frem til mig…

Men afsted kom jeg og det var helt vildt! Vi svævede, da vi var højt, ca. 1700 meter over jorden, og alt under mig var helt småt. Jeg var langt over en rovfugl der cirklede, og jeg kunne se de andre svæve rundt i luften som insekter. Det var fantastisk!


Mandag tog vi hjem igen – det var Ida Emilies fødselsdag, og vi så film om aftenen og ventede til dagen efter med at tage på Places og spise kage (veganerkage!). Desværre lå jeg syg både tirsdag, onsdag og torsdag med dårlig mave, og endte med at tage på en privat klinik med vores danske træner Gitte om torsdagen og fik antibiotika.
Heldigvis havde jeg det derfor bedre fredag, da Anna Udby, fra min efterskole, var landet i Kathmandu og jeg mødtes med hende på Places med de andre danskere. Det var så dejligt at se en hjemmefra igen! På grund af sygdom har jeg for første gang mærket hjemveen, jeg længes en smule efter det danske efterår. Men jeg nyder alligevel Nepal til fulde.

Lørdag morgen tog Anna med os danskere og Gitte til et lille, ugentlig marked, som var helt vildt lækkert – der var tørrede frugter, juice, lækre sandwich, små boder, og til vores alles glæde – rugbrød!!!!!! OG Anna havde Piratos i tasken!

Senere lørdag kørte vi alle sammen – både danskere og nepalesere – fire timer i bus til et sted ved flodens bred, der løber hele vejen til Chitwan. Her var der opstillet telte til os alle sammen, et køkken i sandet under et træ og to små telte rundt om huller i jorden, der fungerede som toiletter. Her skulle vi overnatte. Vi fik overraskende god aftensmad og der var lejrbål da det blev mørkt. Over bakkernes silhuetter så vi månen stige op, det var smukt. Søndag stod vi op til morgenmad og skulle ud og riverrafte! Det var helt vildt sjovt – og slet ikke så farligt som jeg havde forestillet mig. Jeg blev ikke engang smidt ud af båden, selvom jeg blev godt våd og var ude og svømme i strømmen.

For tiden har vi om sociale medier, communication og journalism i undervisningen og her til aften har jeg fået verdens bedste pizza. Har det stadig godt.

Undskyld for mine latterligt lange indslag, jeg er forfærdelig dårlig til at begrænse mig selv!
Håber i har det godt og får spist massere af efterårsæbletærte der hjemme.

Millioner af kys og varme tanker fra Kathmandu. <3


Her er Jahan, Martine og Therese i den anden båd en tidlig morgen i Pokhara.

Her er Martine, Andreas og Ida på en hængebro - vi ser glade ud, for det er lige i starten af de to timer med trapper, vi ved ikke hvad vi går i møde.....

Se, her er de alle sammen i luften og flere til, og billedet er blevet taget i mens jeg hænger i luften! Det var helt sindssygt smukt.

Paraglider-selfie!