Hola amigos y familía!
Det er et stykke siden jeg sidst har fået skrevet, men det
er simpelthen fordi, der er sket så meget godt.
For to uger siden var der nemlig Dashain festival her i
Nepal, hvilket betød friuge, hvilket betød Pokhara for os danskere!
Pokhara er den anden største by i Nepal og den ligger ca. 8
timer kørsel væk i turistbus – 10 med frokost og kø på bjergvejene… Som sagt
havde Jahan fødselsdag fredag og ham fejrede vi på en fin restaurant, Mezze. Jeg
var blevet halvsyg, men tog alligevel med i byen bagefter, hvilket jeg fortrød
dagen efter. Vi skulle nemlig med en bus allerede halv syv fra Thamel dagen
efter, og jeg var ikke på toppen. Heldigvis havde vi allerede fundet hotel i
Pokhara, som viste sig at være et godt valg – selvom toilettet på Martine,
Bjørg og mit værelse ikke virkede – da ejeren og en anden medarbejder var de
sødeste mænd, som hjalp os med helt vildt meget.
Vi boede på Lakeside, den meget turistede del af Pokhara,
meget tæt på en stor sø. Vi har ret bevidste om, at vi blev i det turistede,
men der var simpelthen så dejligt. Det var befriende at kunne gå på gaden, ved
siden af hinanden, og føre en samtale, hvor det i Kathmandu er en kamp at komme
over vejen og hvor bilerne dytter konstant.
Jahan og Bjørg tog om søndagen ud og bungee jumpede og alle
de andre tog med ud for at se dem gøre det – men jeg blev hjemme, da jeg stadig var syg. Det
tog meget af dagen, og vi lavede ikke så meget andet end at nyde byen og gå tur
ved vandet om eftermiddagen.
På vores tredje dag i Pokhara havde vi lavet en aftale med
en gut, der havde nogle både, om at vi skulle komme ned til søen klokken fem om
morgenen. Vi sejlede ud på søen og så solopgangen. På grund af alle the hills
rundt om søen og byen, gik der lang tid før selve solen kom til syne, men
imellem skyerne kunne vi pludseligt se toppene af nogle af Himalayabjergene i
Annapurna og det orange lys, der skinnede på dem. Og det var helt vildt smukt.
Jeg havde gået rundt og været en kende nervøs, og samtidig
glædet mig, til tirsdagen. Andreas havde lang tid forinden fundet noget, der
hedder Hearts and Tears i Pokhara. Det var en australsk gut, der havde startet
det op og tilbød kurser i at køre på motorcykel. I et vildt forsøg på at komme
ud af min comfortzone havde jeg meldt mig til kurset også. Jeg lånte
cowboybukser af Martine og Andreas, Jahan og jeg tog til the Busy Bee, hvor de
havde deres motorcykler og udstyr. Jeg var nervøs som en lille kat. Men ikke
desto mindre hoppede jeg bag på en motorcykel og kørte ud til golfbanen, hvor
vi skulle øve os. Motorcyklerne var seje og retro, og heldigvis ikke så store. Det
var en nepaleser, der skulle oplære os, og han var super sød. Det viste sig
slet ikke at være så slemt, da vi startede mildt ud og det egentlig ikke var så
svært at holde balancen eller styre motorcyklen, som jeg havde troet. Vi brugte
det meste af dagen på at køre rundt på banen og øve os – og det var først da vi
skulle køre rundt på banen til sidst, og min motorcykel begyndte at gå ud uden
at kunne startes igen, at jeg blev nervøs, for vi skulle nemlig ud på vejene og
drengene var klar. Så jeg blev sur og hysterisk indtil jeg prøvede en anden
motorcykel og det kørte meget bedre. Og jeg tog mig sammen. Det var jo gået
fint – det var kun Jahan, der var faldet på græsset en enkelt gang.
Altså, endte jeg med at køre på motorcykel gennem den anden
største by i Nepal og det var en sindssygt fed oplevelse. Jeg er SÅ glad for,
at Andreas fandt på det, og at jeg hoppede med på idéen!
Pigerne var dagen før taget op til en eco village, som
hotellet ejede, bortset fra Martine, der blev i Pokhara, og Ida Emilie, der var
blevet i Kathmandu, så dagen efter mødtes vi med dem efter en halv times
køretur i jeep, og kørte derefter til Nayapul, hvor vi skulle begynde vores
fire dages trek i Annapurna.
Det viste sig at være de smukkeste omgivelser, vi kunne
trekke i. Den første dag gik vi langs en flod til nogle tjekpoints – vi skulle
nemlig have tilladelse og alt muligt for at komme ind i Annapurna Conservation
Area, som heldigvis, på trods af Nepals skraldeproblemer, bliver passet ret
godt på. Man kan for eksempel ikke købe vandflasker på turen, men får dem fyldt
op rundt omkring.
Den første dag var hård. Og varm. Vi havde tænkt os at sove
i Ulleri, men vi var kommet sent afsted, så vi overvejede at stoppe i byen før.
Da vi kom til den, tænkte vi, at vi godt kunne gå videre, og at det nok bare
var en times gang væk. ”Lige oppe ved den hytte dér,” sagde de lokale. Vi
begyndte at gå. Det viste sig, at de var ca. to timer – udelukkende på stejle
stentrapper op af. Det var helt vildt hårdt. Og smukt, da vi gik over
hængebroer over floder med vandfald ved vores side. Andreas og jeg var bagerst
igen, nå ja, og vi var tæt på at give op til sidst – jeg fik heldigvis lidt
fornyet styrke, da det endte med at blive mørkt, og vi var kommet væk fra de
andre, og jeg begyndte at tænke på leoparder, som sagtens kunne gemme sig rundt
omkring. Heldigvis nåede vi Ulleri og de andre havde allerede fundet et
guesthouse. Det var en fantastisk følelse efter den lange vandring, at smide
sig på den lille seng. Det var super koldt efter solen var gået ned så højt
oppe, og vores billige, falske fleecetrøjer og uldstrømper blev vi glade for.
Samt kakkelovnen i det lille spiserum. Martine og jeg strækkede ud og gav
massage og vi faldt hurtigt i søvn.
Desværre var de andre dage ikke helt lige så problemfrie – jeg
vågnede op med ondt i maven dagen efter, og efter vi startede dagen, igen på
trapper, gik der kun 20 minutter og Andreas og jeg var langt bag ud – og jeg
kastede op ned af en bjergskrænt. Tænkte, at jeg nok havde spist noget, jeg
ikke kunne tåle, men jeg fik det ikke bedre og kastede op fire gange i alt.
Resten af dagen var Andreas en helt. Der var ikke andet jeg kunne gøre, end at
blive ved med at gå – ingen mulighed for at blive kørt, kun Andreas der kunne
hive og skubbe mig op af bjergene, gennem de smukke skove, langs åløbene og op
af stentrinene. Da vi kom frem til Ghorepani efter seks timers vandring græd
jeg af lettelse. Resten af aftenen frøs jeg og havde ret høj feber. Det var
ikke sjovt.
De andre stod op klokken fem for at gå til Poon Hill
morgenen efter og se solopgang – et udsigtspunkt med udsigt til alle de højeste
bjerge i Annapurna. Jeg var ked af at gå glip af det. De kom tilbage og der var
ikke andet end at gå til Ghandruk – den længste strækning på vores tur.
Heldigvis var jeg så heldig at vandre med de sødeste venner. De rykkede nogle
ting rundt og Therese endte med at gå med min rygsæk, så jeg ikke skulle bære
på noget. Desværre nød jeg ikke rigtigt de smukke, regnskovsagtige omgivelser
vi gik igennem så meget som jeg ellers ville. Men heldigvis nåede jeg at se
toppen af nogle af bjergene på vores tur, og da jeg vågnede i Ghandruk dagen
efter, lå jeg i sengen og kiggede ud af den åbne dør og kunne se morgensolen på
det tiende højeste bjerg i verden.
Den sidste dag havde jeg det heldigvis en lille smule bedre
og bar Thereses taske ned af alle trapperne igen – det var også den første dag
med seriøst ømme ben. Vi følte os seje og var glade da vi til sidst endte ved
Nayapul igen. Det var noget af det hårdeste, både fysisk og psykisk, jeg
nogensinde har gjort.
Vi kom tilbage til Pokhara lørdag aften og søndag morgen
stod vi op til en fin og solrig dag – hvor vi skulle ud og paraglide! Desværre
var det en smule overskyet, så vi kunne ikke se bjergene, men dem havde vi også
set rigeligt til på vores trekking. Paragliding var mega fedt. En fyr gav ret
hurtigt en alt udstyret på, så snart vi kom op på toppen af en hill, og én for
én blev vi spændt på store drageagtige faldskærme og da der kom god vind løb vi
ud over skrænten. De fleste var blevet sendt afsted, og da det blev min tur
ventede min fyr og jeg i ret lang tid på vind, hvilket gjorde at jeg pludselig
blev en smule nervøs. jeg skulle trods alt løbe ud over en skrænt. Jeg fortalte
min guidefyr, at jeg havde taget en køresygpille, og det fik ham til for en
sikkerhedsskyld at finde en brækpose frem til mig…
Men afsted kom jeg og det var helt vildt! Vi svævede, da vi
var højt, ca. 1700 meter over jorden, og alt under mig var helt småt. Jeg var
langt over en rovfugl der cirklede, og jeg kunne se de andre svæve rundt i
luften som insekter. Det var fantastisk!
Mandag tog vi hjem igen – det var Ida Emilies fødselsdag, og
vi så film om aftenen og ventede til dagen efter med at tage på Places og spise
kage (veganerkage!). Desværre lå jeg syg både tirsdag, onsdag og torsdag med
dårlig mave, og endte med at tage på en privat klinik med vores danske træner
Gitte om torsdagen og fik antibiotika.
Heldigvis havde jeg det derfor bedre fredag, da Anna Udby,
fra min efterskole, var landet i Kathmandu og jeg mødtes med hende på Places
med de andre danskere. Det var så dejligt at se en hjemmefra igen! På grund af
sygdom har jeg for første gang mærket hjemveen, jeg længes en smule efter det
danske efterår. Men jeg nyder alligevel Nepal til fulde.
Lørdag morgen tog Anna med os danskere og Gitte til et
lille, ugentlig marked, som var helt vildt lækkert – der var tørrede frugter,
juice, lækre sandwich, små boder, og til vores alles glæde – rugbrød!!!!!! OG
Anna havde Piratos i tasken!
Senere lørdag kørte vi alle sammen – både danskere og
nepalesere – fire timer i bus til et sted ved flodens bred, der løber hele
vejen til Chitwan. Her var der opstillet telte til os alle sammen, et køkken i
sandet under et træ og to små telte rundt om huller i jorden, der fungerede som
toiletter. Her skulle vi overnatte. Vi fik overraskende god aftensmad og der
var lejrbål da det blev mørkt. Over bakkernes silhuetter så vi månen stige op,
det var smukt. Søndag stod vi op til morgenmad og skulle ud og riverrafte! Det
var helt vildt sjovt – og slet ikke så farligt som jeg havde forestillet mig.
Jeg blev ikke engang smidt ud af båden, selvom jeg blev godt våd og var ude og
svømme i strømmen.
For tiden har vi om sociale medier, communication og
journalism i undervisningen og her til aften har jeg fået verdens bedste pizza.
Har det stadig godt.
Undskyld for mine latterligt lange indslag, jeg er
forfærdelig dårlig til at begrænse mig selv!
Håber i har det godt og får spist massere af efterårsæbletærte
der hjemme.
Millioner af kys og varme tanker fra Kathmandu. <3
Her er Jahan, Martine og Therese i den anden båd en tidlig morgen i Pokhara.
Her er Martine, Andreas og Ida på en hængebro - vi ser glade ud, for det er lige i starten af de to timer med trapper, vi ved ikke hvad vi går i møde.....
Se, her er de alle sammen i luften og flere til, og billedet er blevet taget i mens jeg hænger i luften! Det var helt sindssygt smukt.
Paraglider-selfie!