Hej alle!
Nu er jeg trygt tilbage i Kathmandu efter en måneds eventyr i Indien. Og sikke et eventyr det har været.
Det har været helt fantastisk at se Indien. Vi har både rejst i det nordlige Rajasthan og i det sydlige Goa. Der er ingen mulighed for at opleve hele Indien på kun en måned, men alligevel har jeg fået et godt billede af den kæmpe forskellighed som Indien dækker over.
Vi startede vores måned med en uge i Mumbai, hvor vi havde et program, som vi i grupper selv havde planlagt. Min gruppe var først og vi brugte dagene på at opdage byen. Mumbai er helt vildt smuk - i hvert fald i de rige dele. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, om det ville være meget anderledes end Kathmandu eller lidt det samme. Mumbai er noget helt andet. Det er så tydeligt, at Indien har været koloniseret af England, da der er vildt mange store, smukke europæiske bygninger. Byen er virkelig smuk, i hvert fald i den del hvor vi boede, i Colaba. Der er en stor park omgivet af kæmpe, smukke bygninger, taxaerne der kører rundt er sorte og skinnende i forhold til i Kathmandu. Der bor nogle af de rigeste mennesker i verden - og samtidig er der på næsten hvert et gadehjørne en hjemløs tigger. Det er virkelig kontrasternes by.
En af dagene var vi ude og se Dharavi, et af de største slumområder, der findes i Asien. Slummen var virkelig svær at forestille sig at bo i, gaderne var smalle og lugtede, alle husene var små og skrå, og der boede alt for mange mennesker på alt for lidt plads. Men alligevel var dem der boede i slummen "de heldige", for de havde i det mindste et sted at bo, og mange arbejde i slummen, hvor skrald bliver genbrugt som noget andet. Det er hamrende sundhedsskadeligt og sindssyge arbejdsforhold, hvor lønnen er lav, men de tigger i det mindste ikke på gaden.
I den næste uge tog jeg og de andre danske piger et tog til Agra, hvor vi skiftede i New Dehli. Det var cirka 22 timer i tog. Vi var i Agra to dage, hvor vi så Taj Mahal og the Red Fort, der begge var latterligt smukke. Vi tog videre med et tog til Jaipur, hvor vi tilbragte tid med at se gamle forts, der lignede noget taget ud fra Aladdin og at gå rundt i den gamle bydel. I Rajasthan, som er staten, hvor Agra og Jaipur ligger, har de fleste byer en farve og Jaipur er the pink city. Så i den gamle bydel er alt pink - eller egentlig nærmere rødbrunt.
I slutningen af ugen tog vi et tog tilbage til Mumbai. Vi havde haft problemer med biletterne, så selvom vi havde seks biletter, havde vi kun fire pladser. Bjørgeline blev helt sindssygt syg på turen. Ida, Therese, Martine og jeg delte de to nederste køjer i toget, vi lagde vores tasker ud i mellem dem og så lå vi med hovedet i hvert vores hjørne og med benene på taskerne. Det gik overraskende godt!
I Mumbai havde vi en dag, hvor vi tog på museum, spiste god frokost på Khala Ghoda café, og vi spiste aftensmad på Khyber, hvor vi havde spist før. Det er en dyr restaurant med det bedste indiske mad i verden. Jeg blev tosset med Chana Masala, kikærter i en masala-sovs, og da jeg spiste det på Khyber, var det det bedste jeg nogensinde har puttet i min mund. Har desuden levet af garlic-naan.
Vi tog et nattog videre til Goa, hvor vi om morgenen mødtes med resten af gruppen, der havde taget en bus fra Mumbai og var blevet der ugen før - bortset fra Andreas, der havde købt en motorcykel og brugt nogle dage på at køre sydpå til Goa fra Mumbai.
Vi var den første uge i Panjim - eller Paniji - som var lidt en død by. Alle danskere var blevet syge, så vi lå stort set alle hjemme på hotellet med øvmave på et tidspunkt den uge. Desuden var vi trætte om aftenen. Til gengæld var vi i Goa! Og det betød strande og varmt vand. En aften kørte Jahan, Andreas og jeg til vandet og badede. Sandet var rødt og varmt at gå i, og vandet grumset. Det var først da vi tog til Calangute - en by udelukkende bygget op om turisme - at strandene var hvide og vandet var blåt!
Vi brugte de første par dage i den sidste uge i Indien i Calangute på at ligge på stranden. Der var strandbare hele vejen langs vandkanten og liggestole at ligge i. Så de første par dage var det fantastisk at få lov til at ligge i solen med en øl kun afbrudt af badeture i vandet når det blev for varmt! Men det blev også kedeligt i længden, så midt på ugen valgte vi at leje scootere. Udlejningsmanden var ret nervøs da jeg ville vide hvor for- og bagbremsen sad, da jeg sagde at jeg havde kørekort. Det har jeg - han behøvede bare ikke at vide, at jeg aldrig har kørt på en scooter før.. Det var nervepirrende i starten, tanken om at begive sig ud i den sindssyge indiske trafik, men det gik hurtigt fint! Den første dag kørte vi ud til et marked, som solgte en masse turistting og krydderier, og bagefter spiste vi det lækreste, vegetariske sted - hvor der var vegansk chokoladekage!
Det var blevet sen eftermiddag, men Andreas, Bjørg, Therese, Martine og jeg valgte alligevel at køre længere væk til en strand, hvor der skulle være en ferskvandssø. Det var blevet mørkt, men vi badede alligevel og så krabberne kravle op af deres huller i sandet da vi gik tilbage til scooterne. Vi kørte hjem i mørke, men det gik som en leg.
Vores træner Gitte mødte for fire år siden en fyr fra Sydgoa i Indien, som nu ejer et resort i Patnem. Så dagen efter tog vi afsted om formiddagen og kørte i alt i cirka seks timer sydpå, hvor Andreas førte an på motorcyklen. Vi spiste ved Agonda Beach, et fantastisk dejligt sted. Resortet var rart, det var små hytter med store bløde senge - som vi godt nok sov tre i. Stranden var skøn. Vi drak portvin og Kingfisher-øl om aftenen med George, fyren der ejede resortet.
Dagen efter lå vi på stranden og kørte tilbage til Calangute - på kun fire timer! På trods af at jeg nu har prøvet at køre i kø i Indien på en scooter. Heldigvis var der mange brede veje med palmer langs vejsidekanten, hvor man kunne køre hurtigt. Det var helt vildt smukt at køre gennem Sydgoas smukke natur.
Alt i alt var det en fantastisk tur - det var en måned, som gik helt vildt hurtigt!
Nu er det halvanden uge siden vi kom hjem til Kathmandu - og det føles virkelig som at komme hjem! Her er blevet koldt - max 20 grader om dagen, men her er ingen isolering, og det er egentlig kun varmt i solen. Så alle andre steder, især indenfor, går vi rundt med uldstrømper.
Vi har julehygget hos Gitte første advent, og det var så rart. Desuden var vi med Manju, vores nepalsiske veninde, til hendes forlovedes brors bryllup. I Indien havde vi købt sarier så vi havde dem på til brylluppet. Sammen med et tykt lag nepalesisk makeup! Det var vildt fantastisk at opleve.
Nu er vi i gang med Full Flame, vores afsluttende projekt. Andreas, Ida, Martine, Bjørgeline og jeg er i gang med Boards for Thoughts. Vi maler tavler to forskellige steder i byen med overskrifterne: Kathmandu is yours - write on it! og Share your dreams! og så er det meningen at folket i Kathmandu kan dele sine tanker om byen og tage nogle vigtige debatter op. Det er ret sjovt!
Der er kun 12 dage til at vi tager hjem af nu. Selvom jeg savner alle der hjemme helt vildt og glæder mig til at se jer alle igen, så er det også trist at tænke på. Jeg har fået en utrolig lyst til at rejse mere og opleve flere lande - og samtidig ved jeg, at jeg helt sikkert skal tilbage til Kathmandu igen! Det er en fantastisk by.
Omlidt skal Andreas og jeg ud i mørket og male vores tavler over for anden gang - og så spiser vi på La Dolce Vita.
Jeg håber alle har det rart der hjemme og nyder december måned. Vi ses til jul!
KYS Anna.
p.s. Billeder kommer muligvis senere - min computer er til reparation, og det føles ikke rigtigt som om jeg har så meget tid tilovers til at blogge. Møz.
Anna i Nepal
fredag den 5. december 2014
onsdag den 15. oktober 2014
Eventyr i Pokhara!
Hola amigos y familía!
Det er et stykke siden jeg sidst har fået skrevet, men det
er simpelthen fordi, der er sket så meget godt.
For to uger siden var der nemlig Dashain festival her i
Nepal, hvilket betød friuge, hvilket betød Pokhara for os danskere!
Pokhara er den anden største by i Nepal og den ligger ca. 8
timer kørsel væk i turistbus – 10 med frokost og kø på bjergvejene… Som sagt
havde Jahan fødselsdag fredag og ham fejrede vi på en fin restaurant, Mezze. Jeg
var blevet halvsyg, men tog alligevel med i byen bagefter, hvilket jeg fortrød
dagen efter. Vi skulle nemlig med en bus allerede halv syv fra Thamel dagen
efter, og jeg var ikke på toppen. Heldigvis havde vi allerede fundet hotel i
Pokhara, som viste sig at være et godt valg – selvom toilettet på Martine,
Bjørg og mit værelse ikke virkede – da ejeren og en anden medarbejder var de
sødeste mænd, som hjalp os med helt vildt meget.
Vi boede på Lakeside, den meget turistede del af Pokhara,
meget tæt på en stor sø. Vi har ret bevidste om, at vi blev i det turistede,
men der var simpelthen så dejligt. Det var befriende at kunne gå på gaden, ved
siden af hinanden, og føre en samtale, hvor det i Kathmandu er en kamp at komme
over vejen og hvor bilerne dytter konstant.
Jahan og Bjørg tog om søndagen ud og bungee jumpede og alle
de andre tog med ud for at se dem gøre det – men jeg blev hjemme, da jeg stadig var syg. Det
tog meget af dagen, og vi lavede ikke så meget andet end at nyde byen og gå tur
ved vandet om eftermiddagen.
På vores tredje dag i Pokhara havde vi lavet en aftale med
en gut, der havde nogle både, om at vi skulle komme ned til søen klokken fem om
morgenen. Vi sejlede ud på søen og så solopgangen. På grund af alle the hills
rundt om søen og byen, gik der lang tid før selve solen kom til syne, men
imellem skyerne kunne vi pludseligt se toppene af nogle af Himalayabjergene i
Annapurna og det orange lys, der skinnede på dem. Og det var helt vildt smukt.
Jeg havde gået rundt og været en kende nervøs, og samtidig
glædet mig, til tirsdagen. Andreas havde lang tid forinden fundet noget, der
hedder Hearts and Tears i Pokhara. Det var en australsk gut, der havde startet
det op og tilbød kurser i at køre på motorcykel. I et vildt forsøg på at komme
ud af min comfortzone havde jeg meldt mig til kurset også. Jeg lånte
cowboybukser af Martine og Andreas, Jahan og jeg tog til the Busy Bee, hvor de
havde deres motorcykler og udstyr. Jeg var nervøs som en lille kat. Men ikke
desto mindre hoppede jeg bag på en motorcykel og kørte ud til golfbanen, hvor
vi skulle øve os. Motorcyklerne var seje og retro, og heldigvis ikke så store. Det
var en nepaleser, der skulle oplære os, og han var super sød. Det viste sig
slet ikke at være så slemt, da vi startede mildt ud og det egentlig ikke var så
svært at holde balancen eller styre motorcyklen, som jeg havde troet. Vi brugte
det meste af dagen på at køre rundt på banen og øve os – og det var først da vi
skulle køre rundt på banen til sidst, og min motorcykel begyndte at gå ud uden
at kunne startes igen, at jeg blev nervøs, for vi skulle nemlig ud på vejene og
drengene var klar. Så jeg blev sur og hysterisk indtil jeg prøvede en anden
motorcykel og det kørte meget bedre. Og jeg tog mig sammen. Det var jo gået
fint – det var kun Jahan, der var faldet på græsset en enkelt gang.
Altså, endte jeg med at køre på motorcykel gennem den anden
største by i Nepal og det var en sindssygt fed oplevelse. Jeg er SÅ glad for,
at Andreas fandt på det, og at jeg hoppede med på idéen!
Pigerne var dagen før taget op til en eco village, som
hotellet ejede, bortset fra Martine, der blev i Pokhara, og Ida Emilie, der var
blevet i Kathmandu, så dagen efter mødtes vi med dem efter en halv times
køretur i jeep, og kørte derefter til Nayapul, hvor vi skulle begynde vores
fire dages trek i Annapurna.
Det viste sig at være de smukkeste omgivelser, vi kunne
trekke i. Den første dag gik vi langs en flod til nogle tjekpoints – vi skulle
nemlig have tilladelse og alt muligt for at komme ind i Annapurna Conservation
Area, som heldigvis, på trods af Nepals skraldeproblemer, bliver passet ret
godt på. Man kan for eksempel ikke købe vandflasker på turen, men får dem fyldt
op rundt omkring.
Den første dag var hård. Og varm. Vi havde tænkt os at sove
i Ulleri, men vi var kommet sent afsted, så vi overvejede at stoppe i byen før.
Da vi kom til den, tænkte vi, at vi godt kunne gå videre, og at det nok bare
var en times gang væk. ”Lige oppe ved den hytte dér,” sagde de lokale. Vi
begyndte at gå. Det viste sig, at de var ca. to timer – udelukkende på stejle
stentrapper op af. Det var helt vildt hårdt. Og smukt, da vi gik over
hængebroer over floder med vandfald ved vores side. Andreas og jeg var bagerst
igen, nå ja, og vi var tæt på at give op til sidst – jeg fik heldigvis lidt
fornyet styrke, da det endte med at blive mørkt, og vi var kommet væk fra de
andre, og jeg begyndte at tænke på leoparder, som sagtens kunne gemme sig rundt
omkring. Heldigvis nåede vi Ulleri og de andre havde allerede fundet et
guesthouse. Det var en fantastisk følelse efter den lange vandring, at smide
sig på den lille seng. Det var super koldt efter solen var gået ned så højt
oppe, og vores billige, falske fleecetrøjer og uldstrømper blev vi glade for.
Samt kakkelovnen i det lille spiserum. Martine og jeg strækkede ud og gav
massage og vi faldt hurtigt i søvn.
Desværre var de andre dage ikke helt lige så problemfrie – jeg
vågnede op med ondt i maven dagen efter, og efter vi startede dagen, igen på
trapper, gik der kun 20 minutter og Andreas og jeg var langt bag ud – og jeg
kastede op ned af en bjergskrænt. Tænkte, at jeg nok havde spist noget, jeg
ikke kunne tåle, men jeg fik det ikke bedre og kastede op fire gange i alt.
Resten af dagen var Andreas en helt. Der var ikke andet jeg kunne gøre, end at
blive ved med at gå – ingen mulighed for at blive kørt, kun Andreas der kunne
hive og skubbe mig op af bjergene, gennem de smukke skove, langs åløbene og op
af stentrinene. Da vi kom frem til Ghorepani efter seks timers vandring græd
jeg af lettelse. Resten af aftenen frøs jeg og havde ret høj feber. Det var
ikke sjovt.
De andre stod op klokken fem for at gå til Poon Hill
morgenen efter og se solopgang – et udsigtspunkt med udsigt til alle de højeste
bjerge i Annapurna. Jeg var ked af at gå glip af det. De kom tilbage og der var
ikke andet end at gå til Ghandruk – den længste strækning på vores tur.
Heldigvis var jeg så heldig at vandre med de sødeste venner. De rykkede nogle
ting rundt og Therese endte med at gå med min rygsæk, så jeg ikke skulle bære
på noget. Desværre nød jeg ikke rigtigt de smukke, regnskovsagtige omgivelser
vi gik igennem så meget som jeg ellers ville. Men heldigvis nåede jeg at se
toppen af nogle af bjergene på vores tur, og da jeg vågnede i Ghandruk dagen
efter, lå jeg i sengen og kiggede ud af den åbne dør og kunne se morgensolen på
det tiende højeste bjerg i verden.
Den sidste dag havde jeg det heldigvis en lille smule bedre
og bar Thereses taske ned af alle trapperne igen – det var også den første dag
med seriøst ømme ben. Vi følte os seje og var glade da vi til sidst endte ved
Nayapul igen. Det var noget af det hårdeste, både fysisk og psykisk, jeg
nogensinde har gjort.
Vi kom tilbage til Pokhara lørdag aften og søndag morgen
stod vi op til en fin og solrig dag – hvor vi skulle ud og paraglide! Desværre
var det en smule overskyet, så vi kunne ikke se bjergene, men dem havde vi også
set rigeligt til på vores trekking. Paragliding var mega fedt. En fyr gav ret
hurtigt en alt udstyret på, så snart vi kom op på toppen af en hill, og én for
én blev vi spændt på store drageagtige faldskærme og da der kom god vind løb vi
ud over skrænten. De fleste var blevet sendt afsted, og da det blev min tur
ventede min fyr og jeg i ret lang tid på vind, hvilket gjorde at jeg pludselig
blev en smule nervøs. jeg skulle trods alt løbe ud over en skrænt. Jeg fortalte
min guidefyr, at jeg havde taget en køresygpille, og det fik ham til for en
sikkerhedsskyld at finde en brækpose frem til mig…
Men afsted kom jeg og det var helt vildt! Vi svævede, da vi
var højt, ca. 1700 meter over jorden, og alt under mig var helt småt. Jeg var
langt over en rovfugl der cirklede, og jeg kunne se de andre svæve rundt i
luften som insekter. Det var fantastisk!
Mandag tog vi hjem igen – det var Ida Emilies fødselsdag, og
vi så film om aftenen og ventede til dagen efter med at tage på Places og spise
kage (veganerkage!). Desværre lå jeg syg både tirsdag, onsdag og torsdag med
dårlig mave, og endte med at tage på en privat klinik med vores danske træner
Gitte om torsdagen og fik antibiotika.
Heldigvis havde jeg det derfor bedre fredag, da Anna Udby,
fra min efterskole, var landet i Kathmandu og jeg mødtes med hende på Places
med de andre danskere. Det var så dejligt at se en hjemmefra igen! På grund af
sygdom har jeg for første gang mærket hjemveen, jeg længes en smule efter det
danske efterår. Men jeg nyder alligevel Nepal til fulde.
Lørdag morgen tog Anna med os danskere og Gitte til et
lille, ugentlig marked, som var helt vildt lækkert – der var tørrede frugter,
juice, lækre sandwich, små boder, og til vores alles glæde – rugbrød!!!!!! OG
Anna havde Piratos i tasken!
Senere lørdag kørte vi alle sammen – både danskere og
nepalesere – fire timer i bus til et sted ved flodens bred, der løber hele
vejen til Chitwan. Her var der opstillet telte til os alle sammen, et køkken i
sandet under et træ og to små telte rundt om huller i jorden, der fungerede som
toiletter. Her skulle vi overnatte. Vi fik overraskende god aftensmad og der
var lejrbål da det blev mørkt. Over bakkernes silhuetter så vi månen stige op,
det var smukt. Søndag stod vi op til morgenmad og skulle ud og riverrafte! Det
var helt vildt sjovt – og slet ikke så farligt som jeg havde forestillet mig.
Jeg blev ikke engang smidt ud af båden, selvom jeg blev godt våd og var ude og
svømme i strømmen.
For tiden har vi om sociale medier, communication og
journalism i undervisningen og her til aften har jeg fået verdens bedste pizza.
Har det stadig godt.
Undskyld for mine latterligt lange indslag, jeg er
forfærdelig dårlig til at begrænse mig selv!
Håber i har det godt og får spist massere af efterårsæbletærte
der hjemme.
Millioner af kys og varme tanker fra Kathmandu. <3
Her er Jahan, Martine og Therese i den anden båd en tidlig morgen i Pokhara.
Her er Martine, Andreas og Ida på en hængebro - vi ser glade ud, for det er lige i starten af de to timer med trapper, vi ved ikke hvad vi går i møde.....
Se, her er de alle sammen i luften og flere til, og billedet er blevet taget i mens jeg hænger i luften! Det var helt sindssygt smukt.
Paraglider-selfie!
fredag den 26. september 2014
Hands On!
Hej igen alle sammen.
Det er torsdag aften, vi har haft fri i dag, og vi har brugt
dagen på at sove en smule længe og lidt af hvert. Andreas og jeg brugte en del
tid på at finde et vaskeri, der ikke tog vild overpris for at vaske vores tøj, et
sted vejede de det også til hele 27 kg, i Thamel, for vi er allerede lidt
trætte af at vaske vores tøj i hånden. Der er så meget luftforurening og støv i
luften, at vores tøj bliver ret snavset bare ved at vi går rundt uden for
platformen i det, og vi sveder så meget, så det er helt vildt svært at få rent.
Det lugter underligt, selv om det er blevet vasket! Derfor har vi nu fundet en
mand og en maskine, der klarer det for os i denne omgang.
I dag er begyndelsen på Dashain, en ti dages festival, hvor
man hylder gudinden, der dræbte djævelen, og som desuden er lige før
rismarkerne skal høstes. Det betød blandt andet, at vores frokost begyndte med
et ritual, hvor den ældste kvinde her på platformen sad på gulvet med røgelse,
lys, blomster og små statuer af gudinden. Vi gik alle sammen om til hende og
fik en tikka, som er en rød dut i panden, der nogle gange bare er rødt pulver,
men andre gange, som her, er en underlig, rød, klistret masse, der bliver sat i
panden på en. En tikka er ofte noget man også får, når nogle drager væk, da det
betyder noget godt, som Manosh forklarede det for mig, for eksempel held og
lykke. Vi fik også en blad med rødt pulver i håret, nogle bånd om halsen eller
armen, et lille stykke banan og fem rupees i hånden. Bagefter var der lidt mere
festmåltid end sædvanligvis – der var tørret frugt i risen, og der var kød! Kød
spiser man meget af under Dashain.
På grund af Dashain har vi haft fri i dag og til dels i
morgen, da vi ellers skulle være i gang med vores Hands On projekter. Under mit
Hands On projekt, der har varet mandag-onsdag, var jeg tilknyttet en
organisation, der hedder HomeNet. Hands On gik ud på, at vi alle skulle ud til
forskellige organisationer og være frivillige. Igennem HomeNet blev jeg, sammen
med resten af gruppen, sendt ud til en offentlig skole, der lå to timers
offentlig transport fra platformen i Kathmandu. Jeg har spurgt tusinde gange,
men kan simpelthen ikke huske, hvad byen, som skolen lå i, hed. Efter vi var
stået af bus nummer tre på vej der ud, skulle vi gå gennem rismarker og op af
mudrede stier i ca. 20 minutter for at komme til skolen. Det gjorde, at vi
skulle afsted allerede halv otte og først var hjemme halv syv om aftenen, så
det var virkelig lange dage.
Den første dag var begge os HomeNet-grupper på den samme
skole. Vi kom der ud og fik først en velkomst af skoleinspektøren, der var en
lille sjov mand, der sagde ’hmm’ en masse og ikke rigtigt talte engelsk. Det
gjorde ingen. Ved ikke hvor engelsklæreren var. Mange af de større børn
snakkede næsten bedre engelsk end lærerne. Sådan er det generelt her i Nepal,
hvis man skal spørge om vej eller noget på engelsk, skal man gå efter de unge.
Efter den lille velkomst skulle vi med ud til morgensamling i gården, hvor hele
skolen stod og hørte på en lærer (der, trenge, FULDSTÆNDIG lignede en
nepalesisk Abraham - han havde overskægget, smilet og vesten!) der holdte tale
for børnene. De sang også nationalsang og lavede meget lidt morgengymnastik. Pludselig
sagde han, at vi skulle præsentere os selv for hele skolen med navn, land, uddannelse
og hobby. Så det gjorde vi. Og bagefter fik vi tika og det hele. Det var noget
af en velkomst.
Vi skulle starte med at ”manage the library”, og det var der
god grund til. Det var helt vildt støvet, bøgerne var der intet system i, og i
et hjørne lå der tæpper og plader smidt i en stor bunke. Dem fik vi ikke lov
til at flytte. Men vi brugte hele dagen på at sætte bøgerne i orden og gøre
rent. Og det gjorde godt nok en forskel!
Til frokost gik vi lidt væk fra skolen og jeg fik
kyllingemomos, som jeg synes var ret gode. Jeg prøver lidt at holde mig fra kød
her nede, da der er så mange vegetariske alternativer, og kød bare sjældent er
super fedt her, men nogle gange spiser jeg det, hvis der ikke lige er andet jeg
kan tåle.
Da vi var færdige havde vi en times tid tilbage til klokken
var fire og vi gik ind i en klasse med nogle store børn. En pige sang for os
nogle gange, og Bandana havde været oppe og danse. Det betød bare, at de her
børn rigtig gerne ville have Andreas op og synge og mig op danse. Det endte med
at en nepalesisk pige sang en sang og vi dansede boogie og haveslange til. Det
var super.
Vi har først hjemme halv syv om aftenen, fordi transporten
tog så lang tid. Igen dagen efter var vi tidligt afsted og da vi ankom blev vi
sat til at kalkmale deres hal. Den skulle være rød uden på, og det ville Emilie
og jeg starte på. Det var bare svært at vide hvad vi skulle, når alle mændene
omkring os kun snakkede nepali og de endda grinte lidt af os, da vi bare
prøvede at komme i gang. Det var super irriterende. Men vi endte med at få det
gjort, men det var igen et større projekt end de havde regnet med, og det tog
hele dagen, kun afbrudt af kyllingemomos. Til sidst på dagen var i igen inde i
en klasse og snakke lidt med dem, med det var mest nogle af de nepalesiske
piger, der dansede og havde det sjovt. Vi har ret udkørte og ville egentlig
gerne hjem!
Onsdag var den sidste dag, og på grund af Dashain var der
ikke rigtigt undervisning på skolen, men de havde et show hvor nogle
forskellige børn skulle opføre nogle danse, læse et digt, synge en sang og
opføre et lille teaterstykke. Derudover havde de regnet med at vi, især Emilie
og jeg, skulle opføre en ting foran skolen. Det var jeg ikke meget for… Men det
endte med, at Emilie og jeg besluttede os for at opføre ”Jeg er en lille
undulat, jeg har så ondt i min mave..” sangen – jeg dansede og Emilie sang. De
var vist en smule skuffede…. Men så var det overstået.
Inden showet sad vi og ventede i halvanden time på en bænk i
skolegården og børnene flokkedes rundt om os – de var super søde og ville
rigtig gerne høre hvad vi hed og røre ved vores hår.
En lille pige, som endte med at blive rigtig glad for både
Emilie og jeg, pillede rinsten af sin trøje og prøvede at sætte dem fast i
panden på sig selv og mig. Vi fandt senere ud af at hun var Dalit, nederst i
kastesystemet, og ikke havde råd til en skoleuniform.
Det var helt klart en oplevelse, jeg kommer til at huske i
lang tid, men det var også hårdt at rejse langt hver dag, i busser der ikke kan
sammenlignes med dem i Danmark, og uforudsigeligheden og det at man ikke
forstod noget af det folk sagde.
Det er blevet fredag imens jeg skrev indlægget her (jeg har
ikke skrevet i 24 timer, men delt det op i to….) og i dag er Jahans fødselsdag!
Jeg stod op med Martine kl. 7 og lavede banapandekager, som vi vækkede ham på
sengen med. Senere var vi ude og hente vores tøj i Thamel, som til vores store
glæde er blevet ret rent og endda er tørt. Nu skal vi op og lave præsentationer
af vores Hands On dage og i aften tager vi ud og spiser og fejrer Jahan.
Håber stadig alt går godt der hjemme! Mange kys Kathmandu.
Her er der et udsigtsbillede over Kathmandu. Over for platformen ligger en forladt bygning, der ikke er bygget færdig, og forleden gik Andreas og jeg op på toppen for at se udsigten. Det tog pusten fra mig, det var helt vildt smukt.
Her er et billede af mig sammen med nogle af de søde børn, der gerne ville hjælpe med at male skolens hal. De var også tossede med min iPhone.
Det her er Tito! Hun fletter fingre med Emilie. Hun var fandeme sød.
Og her er en pige, der danser en traditionel dans. Hun snakkede ikke rigtigt engelsk, men plaprede løs på nepalesisk til os.
søndag den 21. september 2014
I was mugged by a monkey.
Hej igen alle sammen. Her kommer opfølgningen:
Sidste weekend var en virkelig god weekend! Lørdag tog vi
danskere samlet til Thamel, drengene og Ida Emilie satte sig på Himalaya Java
(Nepals svar på Starbucks) og bestile morgenmad, og jeg og resten af damerne
gik oven på og var med til vores første yogatime. Det var Gitte, vores træner,
der havde anbefalet stedet – og det var også super lækkert! Så der var vi igen
i denne uge til hatha yoga, og vi har købt et titurskort.
Bagefter tog vi to taxaer mod Abetemplet, som det bliver
kaldt på grund af det store antal aber, der render rundt, og fordi det er så
svært at udtale dets egentlige navn (som jeg også har glemt lige pt.), og det er
blandt andet kendt for den smukke udsigt over Kathmandu, da det ligger ret
højt.
Vi blev sat af ved trapperne, som pilgrimme, der tager til templet, går det sidste stykke op af. Der er ret mange, og de er ret stejle, men de
giver også en smuk oplevelse, fyldt med aber og bedeflag og en langsomt smukkere
og smukkere udsigt.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Andreas og jeg ofte
er dem, der har det varmest, når vi går op af stejle ting. Hvilket var grunden
til, at de andre var lidt foran os på vej op, og vi valgte at holde en lille
pause på vejen, hvor jeg kunne drikke lidt af min nykøbte cola. Jeg var bare
ikke den eneste, der gerne ville have den cola – det ville en af aberne også.
Hvilket resulterede i, at jeg først opdagede en abe stirre ubehageligt meget på
mig, før den i fuldt firspring løb mod mig, sprang op på mit skød og prøvede at
vriste colaen fra mig. Jeg prøvede at kaste flasken fra mig, men da aben
allerede havde fat i den, blev det bare til at jeg spildte en masse cola ud
over Andreas ved siden af mig. Aben havde godt fat i min arm og min cola, og
til sidst fik jeg svunget aben af min arm, den med colaen i sin hånd, som den
bagefter væltede og drak, da det løb ud af flasken. Stakkels abe, der
sandsynligvis fik sukkerchok!
Ærlig talt blev jeg en kende nervøs efter alle Reimers, som jeg jo havde mødtes med i Thamel, dødshistorier om rabies – og den første vagt jeg mødte, som spurgte hvad der
var sket, eftersom Andreas og jeg var ret oppe og køre, da vi fortalte det til
de andre, nævnte også rabies ret hurtigt. MEN er glad for at kunne sige, at jeg
hverken er blevet skør, har fået hukommelsestab, fråde om munden eller er
blevet bange for vand.
Selve Abetemplet var en stuppa, ret lig Boudhastuppa, men
udsigten var fantastisk og især babyaberne var nu utrolig søde at kigge på.
Bagefter gik vi ned på den anden side af templet end der
hvor vi kom gående op af, og vi gik selv tilbage til Thamel. Her spiste vi på
OR2K, og jeg måtte sende en lækker, vegansk pizza væk, fordi den var fyldt
med ost. Deres pastaretter med oliven og basilikum er heldigvis også lækre.
Søndagen ville vi næsten alle sammen ud og vandre, og gerne
lidt uden for Kathmandus kaotiske, larmende og forurenede gader, som man kan
blive lidt træt af i længden, og Andreas og jeg besluttede os derfor for, at vi
skulle tage til Shivapuri National Park dagen efter. Vi stod op og spiste
morgenmad klokken syv for at komme tidligt afsted. Vi havde hørt, at vi kunne
tage taxaer, så vi fandt to og bad dem om at køre til et sted, hvor vi gerne
ville starte med at gå fra. Det resulterede bare i en ret kort taxatur og vi befandt
os kun i Thamel. Det tog lang tid at forklare chauførerne hvor vi egentlig
ville hen, og da de fandt ud af det, fik de et godt grin over det, fordi det lå
så højt oppe, lidt langt væk, og man normalt ikke tog en taxa så langt.
Alligevel blev vi enige om 1000 rupees for hver taxa, og vi kørte afsted. Jeg
var havnet i taxaen med Bjørg og Therese – og den sindssyge taxichauffør.
Hvilket er meget sagt! Generelt kører taxaerne helt vildt her nede, men for
første gang blev jeg ret nervøs – han grinte nogle gange højlydt lige
pludselig, klappede i hænderne, og bankede sin ryg tilbage i sædet, i mens han
kørte om kap med den anden taxa og alle andre biler på vejene. Det eneste
tidspunkt han satte tempoet ned, var da han kørte forbi nepalesiske kvinder,
lænede sig hen over Bjørg for at sige kliklyde af dem, vende sig mod os og sige
”sexy!” Han var helt sikkert super skør, men han var også sjov og efter en lang
tur, og en taxi, der var gået i stykker, endte vi ved Shivapuri.
Vi mødte nogle andre tourister, der ville gå til et
buddhistisk nonnetempel, og vi tænkte det lød godt, så vi gik lidt efter det.
Klokken var blevet ret mange, selvom vi tog tidligt afsted, og det blev hurtigt
rigtig varmt at gå op af bjerget Shivapuri. Men det var også utrolig
fascinerende, vi gik forbi flere små vandfald, skoven var tæt og grøn, og der
var stejle klinter, mange sommerfugle og helt sindssygt farvede græshopper.
Desuden begyndte udsigten at blive smukkere og smukkere jo længere vi kom op –
desværre havde det regnet tidligt om morgenen og det var meget tåget rundt om
bjerget. Vi kom forbi et skilt, der sagde Shivapuri Peak, så vi gik op af mange
trapper, og endte ved et tempel, ved hvad vi troede var toppen (men
sandsynligvis ikke var det) og vi spiste vores kiks og anden proviant under et
træ fyldt med bedeflag, med en smuk udsigt ud over bjerget og Kathmandu
forstaderne, og desuden en lille pose fyldt med sort hår, sandsynligvis fra
nonner eller munke, der har klippet sig skaldet.
Vi fandt vist ikke nonnetemplet, men vi kom senere gennem en
samling af huse, og her var der et guesthouse, der så meget lukket ud. Men der
var en dreng og hans mor, som sagde, at de gerne ville lave noget Dhal Bhat til
os (ris med linsedhal – som forresten er helt tynd suppe her, og ikke tyk som
vi plejer at lave det). Det var helt vildt stærkt, men også helt vildt lækkert
efter at have vandret op af Shivapuri meget af dagen – og udsigten, når den
skyagtige tåge forsvandt, var helt vildt smuk, vi kunne se ned langs af
bjergsiden, med en masse trin af rismarker under os og husene langt væk. Det
tog næsten pusten fra os.
Bagefter gik vi ned af, og efter en del timer og
afstikkerruter, var vi ved en by ved foden af bjerget. Vi spurgte ret meget om
vej, og vi endte med at få hjælp af nogle nepalesiske skolepiger til at finde
en bus, der kunne tage os til Kathmandu tæt på platformen. Så nu har vi kørt
med offentlig bus! Som er sindssyg billig, og resulterede i, at vi til dels
måtte sidde på skødet af hinanden.
Hele denne her uge har handlet meget om undervisning, vi har
haft om development og social change og vi har været ude og besøge forskellige
NGO’er, fx Action Aid, som Global Platform jo er en del af, Activista og FEDO –
Feministic Dalit Organisation. I den forbindelse har vi også lært om kaster,
hvilket jeg havde glædet mig ret meget til. Jeg har aldrig tænkt over det, men
os danskere tilhører i virkeligheden de urørlige, the outcast, som alle
europæere og kristne gør. Kastesystemet blev afskaffet i 70’erne, husker jeg
det som, men alligevel fylder det stadig meget i dag, og Dalitterne er dem uden
for kasterne, som oplever rigtig meget diskrimination – især kvinderne.
I går forberedte vi desuden vores næste modul, Hands on. Her
skal vi ud og være frivillige og jeg er kommet i et gruppe, hvor vi skal
arbejde for organisationen HomeNet med at restaurere og pynte nogle skoler. Det
bliver forhåbentlig sjovt. Vi skal bare helt vildt tidligt afsted.
Vi har faktisk brugt hele dagen i dag, lørdag, efter vi kom
hjem og spiste frokost, på at slappe. Andreas og jeg skulle have et powernap,
der blev til en lur hele eftermiddagen. Så i dag får vi ikke lavet så meget. Vi
finder nok på noget sjovt i morgen.
Som altid håber jeg, at alle der hjemme er sunde og raske og
har det godt! Jeg tænker meget på jer, kan i tro, i mens jeg går rundt og
sveder her i varmen. Nu kalder City Center, jeg mangler soyamælk.
Tusinde kys fra Nepal.
P.S. Vi fandt på noget sjovt i dag, søndag - Bjørg, Ida-Marie og jeg tog til en virkelig god yogatime i morges, drak te og læste på Himalaya Java, mødtes med drengene og nogle af de andre piger. I løbet af ugen har alle pigerne, bortset fra Martine og jeg, fået lavet piercinger i ørene, jeg havde det dårligt den dag de fik lavet det. Så i dag var det min tur! Så nu har jeg tre huller i venstre øre i stedet for to! Ida holdte mig i hånden, og det var ikke så slemt som jeg havde frygtet....
Aben, der overfaldt mig og stjal min cola.
Andreas, der ligner aben, der overfaldt mig.
Udsigt af rismarker ved Shivapuri.
Stuppaen ved Abetemplet.
Abonner på:
Opslag (Atom)