Anna i Nepal: Hands On!

Hej igen alle sammen.

Det er torsdag aften, vi har haft fri i dag, og vi har brugt dagen på at sove en smule længe og lidt af hvert. Andreas og jeg brugte en del tid på at finde et vaskeri, der ikke tog vild overpris for at vaske vores tøj, et sted vejede de det også til hele 27 kg, i Thamel, for vi er allerede lidt trætte af at vaske vores tøj i hånden. Der er så meget luftforurening og støv i luften, at vores tøj bliver ret snavset bare ved at vi går rundt uden for platformen i det, og vi sveder så meget, så det er helt vildt svært at få rent. Det lugter underligt, selv om det er blevet vasket! Derfor har vi nu fundet en mand og en maskine, der klarer det for os i denne omgang.

I dag er begyndelsen på Dashain, en ti dages festival, hvor man hylder gudinden, der dræbte djævelen, og som desuden er lige før rismarkerne skal høstes. Det betød blandt andet, at vores frokost begyndte med et ritual, hvor den ældste kvinde her på platformen sad på gulvet med røgelse, lys, blomster og små statuer af gudinden. Vi gik alle sammen om til hende og fik en tikka, som er en rød dut i panden, der nogle gange bare er rødt pulver, men andre gange, som her, er en underlig, rød, klistret masse, der bliver sat i panden på en. En tikka er ofte noget man også får, når nogle drager væk, da det betyder noget godt, som Manosh forklarede det for mig, for eksempel held og lykke. Vi fik også en blad med rødt pulver i håret, nogle bånd om halsen eller armen, et lille stykke banan og fem rupees i hånden. Bagefter var der lidt mere festmåltid end sædvanligvis – der var tørret frugt i risen, og der var kød! Kød spiser man meget af under Dashain.

På grund af Dashain har vi haft fri i dag og til dels i morgen, da vi ellers skulle være i gang med vores Hands On projekter. Under mit Hands On projekt, der har varet mandag-onsdag, var jeg tilknyttet en organisation, der hedder HomeNet. Hands On gik ud på, at vi alle skulle ud til forskellige organisationer og være frivillige. Igennem HomeNet blev jeg, sammen med resten af gruppen, sendt ud til en offentlig skole, der lå to timers offentlig transport fra platformen i Kathmandu. Jeg har spurgt tusinde gange, men kan simpelthen ikke huske, hvad byen, som skolen lå i, hed. Efter vi var stået af bus nummer tre på vej der ud, skulle vi gå gennem rismarker og op af mudrede stier i ca. 20 minutter for at komme til skolen. Det gjorde, at vi skulle afsted allerede halv otte og først var hjemme halv syv om aftenen, så det var virkelig lange dage.

Den første dag var begge os HomeNet-grupper på den samme skole. Vi kom der ud og fik først en velkomst af skoleinspektøren, der var en lille sjov mand, der sagde ’hmm’ en masse og ikke rigtigt talte engelsk. Det gjorde ingen. Ved ikke hvor engelsklæreren var. Mange af de større børn snakkede næsten bedre engelsk end lærerne. Sådan er det generelt her i Nepal, hvis man skal spørge om vej eller noget på engelsk, skal man gå efter de unge. Efter den lille velkomst skulle vi med ud til morgensamling i gården, hvor hele skolen stod og hørte på en lærer (der, trenge, FULDSTÆNDIG lignede en nepalesisk Abraham - han havde overskægget, smilet og vesten!) der holdte tale for børnene. De sang også nationalsang og lavede meget lidt morgengymnastik. Pludselig sagde han, at vi skulle præsentere os selv for hele skolen med navn, land, uddannelse og hobby. Så det gjorde vi. Og bagefter fik vi tika og det hele. Det var noget af en velkomst.

Vi skulle starte med at ”manage the library”, og det var der god grund til. Det var helt vildt støvet, bøgerne var der intet system i, og i et hjørne lå der tæpper og plader smidt i en stor bunke. Dem fik vi ikke lov til at flytte. Men vi brugte hele dagen på at sætte bøgerne i orden og gøre rent. Og det gjorde godt nok en forskel!

Til frokost gik vi lidt væk fra skolen og jeg fik kyllingemomos, som jeg synes var ret gode. Jeg prøver lidt at holde mig fra kød her nede, da der er så mange vegetariske alternativer, og kød bare sjældent er super fedt her, men nogle gange spiser jeg det, hvis der ikke lige er andet jeg kan tåle.

Da vi var færdige havde vi en times tid tilbage til klokken var fire og vi gik ind i en klasse med nogle store børn. En pige sang for os nogle gange, og Bandana havde været oppe og danse. Det betød bare, at de her børn rigtig gerne ville have Andreas op og synge og mig op danse. Det endte med at en nepalesisk pige sang en sang og vi dansede boogie og haveslange til. Det var super.

Vi har først hjemme halv syv om aftenen, fordi transporten tog så lang tid. Igen dagen efter var vi tidligt afsted og da vi ankom blev vi sat til at kalkmale deres hal. Den skulle være rød uden på, og det ville Emilie og jeg starte på. Det var bare svært at vide hvad vi skulle, når alle mændene omkring os kun snakkede nepali og de endda grinte lidt af os, da vi bare prøvede at komme i gang. Det var super irriterende. Men vi endte med at få det gjort, men det var igen et større projekt end de havde regnet med, og det tog hele dagen, kun afbrudt af kyllingemomos. Til sidst på dagen var i igen inde i en klasse og snakke lidt med dem, med det var mest nogle af de nepalesiske piger, der dansede og havde det sjovt. Vi har ret udkørte og ville egentlig gerne hjem!

Onsdag var den sidste dag, og på grund af Dashain var der ikke rigtigt undervisning på skolen, men de havde et show hvor nogle forskellige børn skulle opføre nogle danse, læse et digt, synge en sang og opføre et lille teaterstykke. Derudover havde de regnet med at vi, især Emilie og jeg, skulle opføre en ting foran skolen. Det var jeg ikke meget for… Men det endte med, at Emilie og jeg besluttede os for at opføre ”Jeg er en lille undulat, jeg har så ondt i min mave..” sangen – jeg dansede og Emilie sang. De var vist en smule skuffede…. Men så var det overstået.

Inden showet sad vi og ventede i halvanden time på en bænk i skolegården og børnene flokkedes rundt om os – de var super søde og ville rigtig gerne høre hvad vi hed og røre ved vores hår.

En lille pige, som endte med at blive rigtig glad for både Emilie og jeg, pillede rinsten af sin trøje og prøvede at sætte dem fast i panden på sig selv og mig. Vi fandt senere ud af at hun var Dalit, nederst i kastesystemet, og ikke havde råd til en skoleuniform.

Det var helt klart en oplevelse, jeg kommer til at huske i lang tid, men det var også hårdt at rejse langt hver dag, i busser der ikke kan sammenlignes med dem i Danmark, og uforudsigeligheden og det at man ikke forstod noget af det folk sagde.

Det er blevet fredag imens jeg skrev indlægget her (jeg har ikke skrevet i 24 timer, men delt det op i to….) og i dag er Jahans fødselsdag! Jeg stod op med Martine kl. 7 og lavede banapandekager, som vi vækkede ham på sengen med. Senere var vi ude og hente vores tøj i Thamel, som til vores store glæde er blevet ret rent og endda er tørt. Nu skal vi op og lave præsentationer af vores Hands On dage og i aften tager vi ud og spiser og fejrer Jahan.

Håber stadig alt går godt der hjemme! Mange kys Kathmandu.

Her er der et udsigtsbillede over Kathmandu. Over for platformen ligger en forladt bygning, der ikke er bygget færdig, og forleden gik Andreas og jeg op på toppen for at se udsigten. Det tog pusten fra mig, det var helt vildt smukt.