Anna i Nepal: I was mugged by a monkey.

Hej igen alle sammen. Her kommer opfølgningen:

Sidste weekend var en virkelig god weekend! Lørdag tog vi danskere samlet til Thamel, drengene og Ida Emilie satte sig på Himalaya Java (Nepals svar på Starbucks) og bestile morgenmad, og jeg og resten af damerne gik oven på og var med til vores første yogatime. Det var Gitte, vores træner, der havde anbefalet stedet – og det var også super lækkert! Så der var vi igen i denne uge til hatha yoga, og vi har købt et titurskort.

Bagefter tog vi to taxaer mod Abetemplet, som det bliver kaldt på grund af det store antal aber, der render rundt, og fordi det er så svært at udtale dets egentlige navn (som jeg også har glemt lige pt.), og det er blandt andet kendt for den smukke udsigt over Kathmandu, da det ligger ret højt.

Vi blev sat af ved trapperne, som pilgrimme, der tager til templet, går det sidste stykke op af. Der er ret mange, og de er ret stejle, men de giver også en smuk oplevelse, fyldt med aber og bedeflag og en langsomt smukkere og smukkere udsigt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Andreas og jeg ofte er dem, der har det varmest, når vi går op af stejle ting. Hvilket var grunden til, at de andre var lidt foran os på vej op, og vi valgte at holde en lille pause på vejen, hvor jeg kunne drikke lidt af min nykøbte cola. Jeg var bare ikke den eneste, der gerne ville have den cola – det ville en af aberne også. Hvilket resulterede i, at jeg først opdagede en abe stirre ubehageligt meget på mig, før den i fuldt firspring løb mod mig, sprang op på mit skød og prøvede at vriste colaen fra mig. Jeg prøvede at kaste flasken fra mig, men da aben allerede havde fat i den, blev det bare til at jeg spildte en masse cola ud over Andreas ved siden af mig. Aben havde godt fat i min arm og min cola, og til sidst fik jeg svunget aben af min arm, den med colaen i sin hånd, som den bagefter væltede og drak, da det løb ud af flasken. Stakkels abe, der sandsynligvis fik sukkerchok!

Ærlig talt blev jeg en kende nervøs efter alle Reimers, som jeg jo havde mødtes med i Thamel, dødshistorier om rabies – og den første vagt jeg mødte, som spurgte hvad der var sket, eftersom Andreas og jeg var ret oppe og køre, da vi fortalte det til de andre, nævnte også rabies ret hurtigt. MEN er glad for at kunne sige, at jeg hverken er blevet skør, har fået hukommelsestab, fråde om munden eller er blevet bange for vand.

Selve Abetemplet var en stuppa, ret lig Boudhastuppa, men udsigten var fantastisk og især babyaberne var nu utrolig søde at kigge på.

Bagefter gik vi ned på den anden side af templet end der hvor vi kom gående op af, og vi gik selv tilbage til Thamel. Her spiste vi på OR2K, og jeg måtte sende en lækker, vegansk pizza væk, fordi den var fyldt med ost. Deres pastaretter med oliven og basilikum er heldigvis også lækre.

Søndagen ville vi næsten alle sammen ud og vandre, og gerne lidt uden for Kathmandus kaotiske, larmende og forurenede gader, som man kan blive lidt træt af i længden, og Andreas og jeg besluttede os derfor for, at vi skulle tage til Shivapuri National Park dagen efter. Vi stod op og spiste morgenmad klokken syv for at komme tidligt afsted. Vi havde hørt, at vi kunne tage taxaer, så vi fandt to og bad dem om at køre til et sted, hvor vi gerne ville starte med at gå fra. Det resulterede bare i en ret kort taxatur og vi befandt os kun i Thamel. Det tog lang tid at forklare chauførerne hvor vi egentlig ville hen, og da de fandt ud af det, fik de et godt grin over det, fordi det lå så højt oppe, lidt langt væk, og man normalt ikke tog en taxa så langt. Alligevel blev vi enige om 1000 rupees for hver taxa, og vi kørte afsted. Jeg var havnet i taxaen med Bjørg og Therese – og den sindssyge taxichauffør. Hvilket er meget sagt! Generelt kører taxaerne helt vildt her nede, men for første gang blev jeg ret nervøs – han grinte nogle gange højlydt lige pludselig, klappede i hænderne, og bankede sin ryg tilbage i sædet, i mens han kørte om kap med den anden taxa og alle andre biler på vejene. Det eneste tidspunkt han satte tempoet ned, var da han kørte forbi nepalesiske kvinder, lænede sig hen over Bjørg for at sige kliklyde af dem, vende sig mod os og sige ”sexy!” Han var helt sikkert super skør, men han var også sjov og efter en lang tur, og en taxi, der var gået i stykker, endte vi ved Shivapuri.

Vi mødte nogle andre tourister, der ville gå til et buddhistisk nonnetempel, og vi tænkte det lød godt, så vi gik lidt efter det. Klokken var blevet ret mange, selvom vi tog tidligt afsted, og det blev hurtigt rigtig varmt at gå op af bjerget Shivapuri. Men det var også utrolig fascinerende, vi gik forbi flere små vandfald, skoven var tæt og grøn, og der var stejle klinter, mange sommerfugle og helt sindssygt farvede græshopper. Desuden begyndte udsigten at blive smukkere og smukkere jo længere vi kom op – desværre havde det regnet tidligt om morgenen og det var meget tåget rundt om bjerget. Vi kom forbi et skilt, der sagde Shivapuri Peak, så vi gik op af mange trapper, og endte ved et tempel, ved hvad vi troede var toppen (men sandsynligvis ikke var det) og vi spiste vores kiks og anden proviant under et træ fyldt med bedeflag, med en smuk udsigt ud over bjerget og Kathmandu forstaderne, og desuden en lille pose fyldt med sort hår, sandsynligvis fra nonner eller munke, der har klippet sig skaldet.

Vi fandt vist ikke nonnetemplet, men vi kom senere gennem en samling af huse, og her var der et guesthouse, der så meget lukket ud. Men der var en dreng og hans mor, som sagde, at de gerne ville lave noget Dhal Bhat til os (ris med linsedhal – som forresten er helt tynd suppe her, og ikke tyk som vi plejer at lave det). Det var helt vildt stærkt, men også helt vildt lækkert efter at have vandret op af Shivapuri meget af dagen – og udsigten, når den skyagtige tåge forsvandt, var helt vildt smuk, vi kunne se ned langs af bjergsiden, med en masse trin af rismarker under os og husene langt væk. Det tog næsten pusten fra os.

Bagefter gik vi ned af, og efter en del timer og afstikkerruter, var vi ved en by ved foden af bjerget. Vi spurgte ret meget om vej, og vi endte med at få hjælp af nogle nepalesiske skolepiger til at finde en bus, der kunne tage os til Kathmandu tæt på platformen. Så nu har vi kørt med offentlig bus! Som er sindssyg billig, og resulterede i, at vi til dels måtte sidde på skødet af hinanden.

Hele denne her uge har handlet meget om undervisning, vi har haft om development og social change og vi har været ude og besøge forskellige NGO’er, fx Action Aid, som Global Platform jo er en del af, Activista og FEDO – Feministic Dalit Organisation. I den forbindelse har vi også lært om kaster, hvilket jeg havde glædet mig ret meget til. Jeg har aldrig tænkt over det, men os danskere tilhører i virkeligheden de urørlige, the outcast, som alle europæere og kristne gør. Kastesystemet blev afskaffet i 70’erne, husker jeg det som, men alligevel fylder det stadig meget i dag, og Dalitterne er dem uden for kasterne, som oplever rigtig meget diskrimination – især kvinderne.

I går forberedte vi desuden vores næste modul, Hands on. Her skal vi ud og være frivillige og jeg er kommet i et gruppe, hvor vi skal arbejde for organisationen HomeNet med at restaurere og pynte nogle skoler. Det bliver forhåbentlig sjovt. Vi skal bare helt vildt tidligt afsted.

Vi har faktisk brugt hele dagen i dag, lørdag, efter vi kom hjem og spiste frokost, på at slappe. Andreas og jeg skulle have et powernap, der blev til en lur hele eftermiddagen. Så i dag får vi ikke lavet så meget. Vi finder nok på noget sjovt i morgen.

Som altid håber jeg, at alle der hjemme er sunde og raske og har det godt! Jeg tænker meget på jer, kan i tro, i mens jeg går rundt og sveder her i varmen. Nu kalder City Center, jeg mangler soyamælk.

Tusinde kys fra Nepal.

P.S. Vi fandt på noget sjovt i dag, søndag - Bjørg, Ida-Marie og jeg tog til en virkelig god yogatime i morges, drak te og læste på Himalaya Java, mødtes med drengene og nogle af de andre piger. I løbet af ugen har alle pigerne, bortset fra Martine og jeg, fået lavet piercinger i ørene, jeg havde det dårligt den dag de fik lavet det. Så i dag var det min tur! Så nu har jeg tre huller i venstre øre i stedet for to! Ida holdte mig i hånden, og det var ikke så slemt som jeg havde frygtet....